Hyldet som helt - nu sigtes han for lang række af falske anmeldelser

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I januar blev Joe Christensen udråbt som vaskeægte helt, fordi han havde forhindret et røveri.

Nu indrømmer han, at det hele var noget, han selv havde fundet på.

Samtidig erkender 35-årig Joe Christensen fra Skårup på Sydfyn, at han har angivet en uskyldig mand for et røveri, manden aldrig har begået.
Det var en temmelig spektakulær måde, Fyns Politi kom på sporet af den usædvanlige sag, fortæller vicepolitiinspektør Klaus Arboe til bt.dk:
- Sagen om "heltegerningen" var jo i medierne dengang, hvor den 35-årige (Joe Christensen, red.) var ude og forklare og fortælle, hvad der var sket. I den forbindelse fik vi nogen henvendelser fra borgere, der fortalte en noget anden version, og at de undrede sig over det. Og det fik alarmklokkerne til at ringe hos os, for der var nogen ting, der ikke kunne passe, når vi sammenstykkede tingene, siger Klaus Arboe. 



Joe Christensens angiveligt frit opfundne historie, som han frisk og frejdigt stod frem og fortalte, var at han havde jaget to mulige røvere på flugt og afværget et røveri i byen. Han blev hyldet som en helt i de lokale medier, og fik oven i købet en belønning for sit heltemod.

KENDER DU NOGET TIL SAGEN? TIP BT PÅ 1929@BT.DK - ELLER LÆS MERE OM HVORDAN DU TIPPER BT HER

Fyns Politi har nu afsluttet sin efterforskning af sagen, og den er - højst overraskende i forhold til udgangspunktet - endt med, der nu er rejst sigtelse mod den 35-årige fynbo selv for i ikke færre end otte sager at have indgivet falske anmeldelser, afgivet falske forklaringer i retten samt for bedrageri.

For det er tilsyneladende ikke bare røveriet i Skårup, Joe Christensen har opdigtet. Han har fundet på flere røver-historier, og én af dem fik sågar en uskyldig mand i fængsel.

En dengang 33-årig mand blev idømt halvandet års fængsel blandt andet for et røveri mod den 35-årige sigtede – et røveri, som det altså nu viser sig formentlig aldrig fandt sted.

KENDER DU MANDEN, DER BLEV UDSKYLDIGT DØMT? TIP OS PÅ 1929@BT.DK

- Der er tale om en yderst usædvanlig sag. Selv om det kan lyde underligt, så var det faktisk medvirkende faktum til opklaringen, at manden fik en dusør i forbindelse med det røveri, han påstod at have afværget i Skårup. Det var i den forbindelse, vi fik henvendelserne fra borgerne, som vakte vores mistanke, og derefter gik det stærkt, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe.

Den ældste sag, Joe Christensen er sigtet for, stammer tilbage fra 2003, hvor han i december anmeldte et røveri begået mod ham. Den anmeldelse har han erkendt var falsk.

Året efter, den 5. oktober 2004, fortalte han politiet, at han var blevet udsat for et nyt røveri. Denne gang udpegede han en konkret gerningsmand, og sagen kom for byretten, hvor en dengang 33-årig mand fra Odense blev dømt for røveriet i en kombinationsdom.

Sagen blev i februar året efter prøvet i Østre Landsret, der også fandt den 33-årige mand skyldig, og han blev idømt halvanden år fængsel.

I december 2009 fortalte Joe Christensen, at han havde været udsat for et tyveri fra sit hjem – et tyveri, som angiveligt heller aldrig har fundet sted, men som han alligevel anmeldte til sit forsikringsselskab.

I 2011 var den han igen hos politiet for at anmelde en sag. Denne gang at han den 20. juli havde været offer for endnu en røver.

Endelig var der så sagen fra januar i år, hvor han gik til politiet og fortalte, hvordan han havde forhindret et røveri mod den lokale sparekasse eller Brugs.

Men Joe Christensen ser altså nu ud til pludselig at være forvandlet fra helt til simpel plattenslager, idet han over for Fyns Politi har erkendt, at anmeldelserne om de mange røverier og tyveriet er det pure opspind.

Jan Stick, chefanklager ved Fyns Politi, siger om det videre sagsforløb:

- I første omgang skal vi have fuldstændig afklaret, om der virkelig er tale om falsk forklaring i de forskellige sager. Derefter skal vi have den pågældende dømt for det. I første omgang i byretten, men er han så ikke enig i domen, kan den jo ankes til landsretten. Er det så tilfældet, og der på et tidspunkt er kommet en afgørelse der, så kan der først derefter tages fat på en sag, der skal rense den person, som angiveligt blev uskyldig dømt tilbage i 2004 og 2005. Og kommer det så vidt, vil det jo være den mand, som har afgivet falsk forklaring, der også står til at skulle udbetale erstatning for uberettiget fængsling. Så jeg tror godt, jeg kan sige, at det ikke lige er noget, der bliver afgjort inden for de næste par måneder, siger chefanklageren.