Hun er den mest googlede dansker gennem 20 år, har en kvart million følgere på det sociale medie Instagram og er en af Danmarks mest succesfulde influencere, som rigtig mange gerne vil have en bid af. Ikke mindst som foredragsholder. Og selv om det gør hende stolt, siger hun nej tak.

»Jeg føler ikke, at jeg har noget at byde ind med,« siger Mascha Vang og krymper sig næsten i stolen.

Den 42-årige blogger og influencer har ellers rigeligt at byde ind med. For hvert et skridt, hun har taget på sin vej i livet, har været et, hun målrettet er gået efter.

Sådan var det, da hun blev pinup-model, da hun blev realitystjerne, radiovært og siden en af Danmarks første bloggere, der så potentialet og i løbet af en enkelt weekend kunne tjene op til 200.000 kroner.

Mascha Vang har på få år skabt en solid forretning som influencer og bliver ofte spurgt, om hun vil holde foredrag om iværksætteri.
Mascha Vang har på få år skabt en solid forretning som influencer og bliver ofte spurgt, om hun vil holde foredrag om iværksætteri. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Siden er hendes virksomhed bare vokset og vokset til en millionforretning. Men.

»Jeg bryder mig ikke om at skulle fremhæve mig selv på den måde, for jeg føler ikke, at jeg kan noget specielt, hvad angår iværksætteri eller at drive virksomhed.«

»Og hvis jeg sætter mig selv i sådan en situation, så sætter jeg mig også i én, hvor jeg kan fejle og måske ikke kan leve op til, hvad folk forventer. Og det har jeg måske ikke lige brug for,« forklarer Mascha Vang, som aldrig har lagt skjul på, at hun i perioder har følt sig hæmmet af sin manglende uddannelse.

Som ung måtte hun nemlig droppe handelsskolen på grund af sine voldsomme migræneanfald, og i stedet faldt valget på en uddannelse som kosmetolog. Derfra har alt været selvlært.

Men selvom hun har al mulig grund til også at være stolt af det, sidder netop angsten for at fejle og ikke at leve op til andres forventninger plantet i hende.

Også når hun fredag efter fredag går på dansegulvet i 'Vild med dans'.

»Jeg er fuldstændig ligeglad med, at der sidder en million mennesker og ser med hjemme i stuerne. Men der kan stå ti mennesker inde i salen, og det skræmmer mig ad helvede til og kan slå mig helt ud af den, når de er så tæt på. For så bliver jeg bange for at fejle foran dem,« siger en ærlig Mascha Vang og tilføjer så med et smil:

»Jeg er nok i virkeligheden blødere, end jeg vil være ved.«

Siden hun var helt ung, har Mascha Vang gået sine helt egne veje.
Siden hun var helt ung, har Mascha Vang gået sine helt egne veje. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Gennem sit 42 år lange liv har Mascha Vang nemlig som nævnt masser at være stolt af, men også haft sit at slås med i forhold til andres opfattelse af hende.

»Det er bare en benhård branche. Og jeg tror ikke, at der er ret mange, der ville kunne holde ud, at der var så mange øjne på én og så mange, der skriver knap så pæne ting om én. Man skal virkelig kunne lade det prelle af,« siger hun om det panser, som hun selv gennem årene har bygget op, og som skærmer hende.

»Men min kæreste synes for eksempel, at det er virkelig svært at læse, hvis der er internet-trolls, der skriver grimt om mig. Så det påvirker virkelig mine nærmeste. Men jeg har mange års erfaring med det,« smiler hun roligt.

For det er den anden vægtskål, der vejer tungest. Den med alle de positive reaktioner.

»Uanset hvad, kan du ikke tilfredsstille alle.«