Søvn er blevet noget, han drømmer om. Noget, der tages i de mindste bidder. Og selv i dem er der ingen ro.
»Jeg er i ekstremt alarmberedskab over for alle tre børn. Om de så ligger og sover, skubber jeg til dem for at sikre mig, at de vågner,« siger han stille. Dennis Knudsen. Om dén virkelighed, der er blevet hans.
Det er blot én måned siden, at fundamentet i hans liv flækkede. At den mest ubærlige tragedie ramte ham, da han mistede den ene af sine tvillinger, sin lille datter Naomi.
Halvanden måned blev hun. Sov stille ind som ét af de blot otte til ti spædbørn, der årligt rammes af vuggedøden.
Sorgen og smerten sidder stadig i ham. Er flyttet ind i hans krop og sjæl. Alligevel har han fundet styrke til sit første interview siden tragedien.
»Jeg går ind og ud af sorgen, tager nogle store tudeture indimellem. Det er en ekstrem svær følelse at være i,« siger Dennis Knudsen og uddyber:
»Jeg er jo tvunget til også at være glad, for jeg har tre børn, og jeg har Aura, der sidder i mine arme, som har samme alder som Naomi.«
»Hun skal også mærke kærlighed og glæde. Hun skal ikke kun mærke et hjerte, der bare er i sorg. Så jeg er nødt til at være oprejst og være far for mine tre børn.«
»Men lige nu er jeg fattet, kan overskue at tale,« siger han om dét, der i den svære tid er hans vigtigste budskab:
At finde lyset. Og være stærk for sine børn.
Lucas på tre er i børnehave, Noah på ét år i vuggestue. En barnepige hjælper til med Aura om dagen, og giver 59-årige Dennis Knudsen mulighed for et lille pusterum og en lur. For at indhente lidt af den forsømte søvn.
Men livet bliver aldrig det samme igen.
Det var natten til 1. november, at tragedien indtraf. Hvor han vågnede ved, at Aura græd, stod op for at give hende mælk. Ville give hendes søster samtidig.
»Så tager jeg fat i Naomi. Hun er fuldstændig livløs. Jeg går fuldstændig i panik. Jeg skriger op, og Lucas får et chok,« husker Dennis Knudsen.
Stemmen er stadig fattet. Men flosset i kanterne. Kan knække når som helst, hvis han ikke tager sig sammen.
»Jeg vil helst ikke snakke for meget i detaljer,« skynder han sig at understrege. »Det er så uvirkeligt. I lang tid troede jeg, at det var en drøm.«
Men det var det ikke.
Panisk proppede han sutteflasken i hendes mund. 'Sug, sug, sug,' råbte han.
»Det var et chok, for jeg jo havde siddet med hende tre timer forinden, havde givet hende mad, og alt var godt. Nu var hun helt død,« kommer det med svag stemme.
Alt inden i ham skreg: 'Det her sker bare ikke'. Alt var for uforståeligt.
Han fik ringet til 112. Gik i gang med hjertemassage på den lille bløde og spinkle babykrop. Gav mund til mund. Forgæves.
Snart vrimlede det med blå blink i det stille villakvarter i Korsør. Hjertelæge, ambulance, politi myldrede til, væltede ind og ud af huset. Stressede hans to sønner, som konstant hev i ham.
»Far, far, ring til tandlægen,« kaldte Lucas i et forsøg på at hjælpe.
»Noah forstår det ikke helt. Men Lucas fik et chok.«
Hele den nat står som et uvirkeligt mareridt for Dennis Knudsen. Og dagen efter blev ikke bedre.
Hans familie kom hurtigt til Korsør, og sammen med sin bror Dion kørte han til Slagelse Sygehus. Hvor der skulle afholdes ligsyn. Over et lille menneske, hvis liv knap var begyndt.
»Hun lå så smukt i hospitalssengen med et lille smil på læben og blomster hen over sig,« starter han og tager en dyb indånding.
»At sidde med hende i armene der, sidde med hende fysisk i armene som et dødt barn, der er blevet helt kold, det var fuldstændig uvirkeligt.«
»Jeg hulker ind over hende i hospitalssengen, hulker, mens jeg har hende i mine arme. Og så siger jeg til hende: 'Du må være der for mig som et klart lys på himlen i dag, så jeg forstår, at du er der'.«
Med gråd i halsen kyssede han sin lille datter farvel og så hendes seng blive kørt til kapellet. Så kørte han med sin bror hjem til Korsør. På den grå og triste novemberdag, hvor himlen med ét åbnede sig.
»Hele turen fra Slagelse til Korsør stod solen frontalt for enden af vejen. Jeg fik mit tegn. Hun viste sig allerede der,« fortæller Dennis Knudsen med ømhed i stemmen om dét, der siden har givet ham styrke.
Alle tegnene på, at Naomi er der endnu.
»Der vidste jeg bare, at der er noget mellem himmel og jord, der er større.«
»Jeg er overbevist om, at hun er en lille skytsengel, som kommer ned og passer på mig og min familie, og vil være der, så jeg kan spørge hende til råds resten af livet. Det er en dejlig trøst.«
Men hvorfor han skulle miste hende, har fyldt meget. Ikke mindst de første døgn.
'Fik hun for meget mælk om aftenen?'. 'Lå hun for varmt?'. 'Fik hun tisset nok?'. 'Kom hun af med afføringen? lød nogle af de spørgsmål, der pinte ham.
»Men som lægen på hospitalet sagde, er der ingen forklaring. 'Du har ikke gjort noget forkert, det sker bare, og det er uforklarligt',« fortæller Dennis Knudsen om dét faktum, som han må leve med resten af sit liv.
At vuggedød kommer snigende som en tyv om natten. Og at den tog hans dyrebare lille datter fra ham.
I den store villa i Korsør har Dennis Knudsen lavet et lille alter til Naomi. Der tænder de hver dag et lys for hende.
Og på terrassen foran huset ligger det hav af blomster, som de tog med hjem fra bisættelsen. Også dér tænder han dagligt et lys sammen med Lucas og Noah.
»Lucas ved godt, at hun er oppe i himlen. 'Der er Naomi,' siger han, når han ser en lysende stjerne, og har mange gange sagt, at Naomi er død.«
»Men to minutter efter kan han spørge: 'Hvornår kommer hun?' Så det er lidt diffust for ham,« fortæller Dennis Knudsen, som er overvældet og taknemmelig over al den kærlighed og hjælp, som omverdenen har overdynget hans lille familie med.
Lyset er da også så småt begyndt at finde vej ind i deres liv igen. Og det er vigtigt for ham.
»For jeg kan ikke ligge i et helvede og mørke, selvom det i sorgen er nemt at komme derhen. Det er en mental beslutning, jeg har taget.«
»Jeg har tre børn, der skal kunne fungere. Jeg skal være en glad far, skal kaste dem op i luften. Vi skal have masser af leg og glæde ind i vores liv.«
»De ser mig ikke sidde og hulke og være ked af det mere. Men det gjorde de selvfølgelig i starten,« siger Dennis Knudsen.
Selv tror han, at de utallige timer, han tidligere har tilbragt hos psykologer og psykiatere for at bearbejde sin tunge bagage med angst, depression og mørke, har givet ham styrke til at komme relativt hel gennem tragedien. Og fokusere på nuet.
Selvom han stadig kan blive slynget ud af kurs.
»Det er så svær en følelse at være i. Jeg har mistet et spædbarn og har et spædbarn, der ligger ved mit hjerte.«
»Naomi er inde i mit hjerte nu, men Aura ligger fysisk på det. Det er så ambivalent ikke at have et spædbarn og samtidig have et.«
Og det er ikke kun Dennis Knudsen, der mærker savnet. Lille Aura på to en halv måned gør det også.
»Jeg kan mærke på hende, at hun er meget tryghedssøgende. Det er meget svært for hende at ligge alene, og hun vil allerhelst falde i søvn på mit bryst og holder hele tiden fast i min finger,« fortæller Dennis Knudsen.
Fra sundhedsplejersken ved han, at det er en normal og forståelig reaktion på adskillelsen fra hendes tvillingesøster.
»Så det er bare at give hende så meget kærlighed som muligt.«
Endnu ved han ikke, hvornår han er klar til at vende tilbage til hverdagen i frisørsalonen. Hvornår dagene ikke længere skal gøres op i, om han er fattet eller ej.
For sorgen er der stadig. Og vil til tider overmande ham. Men kærlighed og nærvær vil og skal der være masser af i hjemmet i Korsør.
»Livet er lige nu, og om et hjerteslag kan det være slut. Det oplevede jeg jo her. Så jeg vil leve. Jeg vil være til stede i nuet og bruge livet, mens vi har det. Det er dét valg, jeg lever med i hverdagen,« slutter Dennis Knudsen.
