Christian Kjær kom aldrig til at elske sin svigerfamilie under ægteskabet med Janni Spies.

Særligt forholdet til Jannis bror – Leif Brodersen – var særdeles anstrengt. Og det blev ikke bedre, da Christian Kjær fik presset Jannis bror ud af bestyrelsen for Spies-koncernen, hvor han efter Simon Spies’ død havde været Jannis faste skulder.

Følg retssagen live på bt.dk her

At forholdet mellem Jannis ægtemand og hendes bror var bundfrossent allerede kort efter jetset-ægteskabets indgåelse i 1988, blev tirsdag dokumenteret i retten, da der blev læst op fra et af de breve, som Christian Kjær i 1991 havde skrevet til sin svoger:

- En skønne dag vil du måske være skyld i, at Janni og jeg går fra hinanden, skrev rigmandsadvokaten i forsøget på at få Leif Brodersen til at trække sig tilbage.

Janni Spies har trukket Christian Kjær i retten med et krav om at få 150 mio. kr. tilbage, som hun mener er gået fra hendes økonomi og ind eks-mandens i løbet af deres tyve år lange ægteskab.

Angiveligt fik Janni først vished om striden og den kontante brevveksling mange år senere, da skilsmissen fra Christian Kjær var en realitet.

- Der er rigtig mange ting, der er gået op for mig, efter jeg er blevet skilt. Jeg er først blevet opmærksom på de breve efterfølgende.

- Men i 1992 kunne jeg mærke på Christian, at han syntes, min bror var håbløs. De havde ikke det bedste forhold. Og Leif ville ikke stille sig imellem mig og min mand, forklarede Janni Spies i går i vidneskranken i Østre Landsret.

1988

Leif Brodersen havde i går ikke meget lyst til at give sin version af forholdet til Christian Kjær, som det kom frem i retten, da BT fangede ham på telefonen:

- Vi har ikke noget at snakke om, for det der har ikke noget med mig at gøre. Jeg har mit eget liv og mine egne ting, som jeg ikke har lyst til kommer ud til offentligheden. Jeg er ikke en offentlig person, forklarede han venligt, men bestemt.

Jeg ville bare have spurgt, om du kan genkende det billede af et anstrengt forhold mellem dig og Christian Kjær, som blev tegnet i dag?

- Ved du hvad – I har haft 20 år til at finde ud af, hvad det gik ud på. Jeg vil ikke overhovedet kommentere det der, og derfor siger jeg bare: ingen kommentarer, og sådan er det.

Følger du retssagen mellem Janni og Christian?

- Det gør jeg faktisk ikke. Jeg har været inde to gange i dag og kigge på nettet, når jeg holdt en pause, men det er ikke noget, som jeg overhovedet kan få noget ud af at følge med i. Jeg har andre interesser, som jeg føler er mere vigtige, siger Leif Brodersen, uden at han dog har lyst til at uddybe det.

Følg retssagen live på bt.dk her