Efter en længere proces med sagsbehandling hos konkurrencemyndighederne er Rema 1000 nu for alvor gået i gang med en aggressiv udrulning af nye butikker.

I december kom de fire første butikker, og inden januar er omme, åbner 10 yderligere Rema 1000-butikker.

Udrulningen sker i de Aldi-butikker, Rema 1000 har opkøbt og overtaget.

Inden 2024 er omme, vil Rema 1000 åbne 70 nye butikker, og det vil bringe supermarkedskæden op på 430 butikker i alt.

»Det er en meget stor udrulning. Og vi har faktisk ikke set noget lignende,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, og fortsætter:

»Når du åbner så mange nye butikker inden for 12 måneder, er det i udgangspunktet et risikofyldt projekt. Men alle signalerne er, at Rema 1000 står klar med købmænd til at drive butikkerne. Og så er risikoen jo noget mindre allerede der.«

Formålet med det store opkøb - og den aggressive udrulning - er Bruno Christensen ikke i tvivl om.

»Rema 1000 vil forsøge at overtage rollen som nummer et på dagligvaremarkedet i Danmark. De vil have mere volumen, og så vil de bruge den volumen til at købe billigere ind og blive endnu mere konkurrencedygtige,« siger Bruno Christensen.

Hos Rema 1000 erkender direktør Henrik Burkal, at der venter en stor og krævende opgave.

»Vi kommer cirka til at åbne to butikker om ugen resten af året, og der er da ingen tvivl om, at det er en stor opgave. Men jeg synes, vi har fundet en god metode og lagt en god plan, som sikrer, at vi får gennemført det på en ordentlig måde,« siger Henrik Burkal:

»Den her udrulning kommer til at sikre, at vi kommer tættere på rigtig mange danskere og møder dem, hvor de er i hverdagen.«

Det handler vel også om, at I vil have penge i kassen. Hvordan kommer kunderne til at mærke den her udvidelse?

»Ud over at vi kommer tættere på mange danskere, bliver vi også mere attraktive for leverandører, fordi vi får flere butikker. Det gør, at vi kan fastholde vores billige indkøb og dermed fortsat være konkurrencedygtige på prisen,« siger Henrik Burkal:

»Jeg vil ikke sige noget konkret om, hvad vi kommer med til kunderne i 2024. Men der er ingen tvivl om, at den her udvidelse stiller os bedre.«