Voldsomt stigende priser på gas og el har de seneste måneder sendt brutale ekstraregninger ud til forbrugere i hele Europa, og der er ingen udsigt til, at det stopper lige foreløbigt.

Også danskerne oplever markant større regninger. Og nu har EU sendt en opfordring ud til alle medlemslandende, som kan ende med at blive en solid økonomisk gevinst for dig.

Torsdag holdt EU’s energikommissær Kadri Simon en tale, hvor hun opfordrede til, at regeringer enten specifikt hjælper økonomisk sårbare husstande med at betale de stigende regninger eller sænker eller helt afskaffer elafgiften i en periode.

Det har andre lande i EU allerede gjort, og nu opfordres resten altså mere eller mindre til at gøre dem kunsten efter.

Lytter den danske regering til den opfordring, står du til en solid økonomisk gevinst.

I Danmark er det nemlig sådan, at elafgiften i andet kvartal af 2021 udgjorde hele 41 procent af den pris, du som forbruger betaler for en Kwh.

Det er altså 90 øre per kwh, som er ren elafgift.

Fjerner regeringen den afgift, vil en gennemsnitlig husstand, som bruger 4.000 kwh om året, få en lettelse på 3.600 kroner om året, viser beregninger, som Danske Bank har udarbejdet for B.T.

»3.600 kroner er mange penge. Især for de lavere indkomstgrupper, hvor mange har en økonomi, der lige akkurat løber rundt, er de stigende elregninger et pres. Og der vil 3.600 kroner om året betyde noget,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank:

»Men det er ikke noget, man bare lige gør. Sidste år fik regeringen 11 milliarder kroner ind via elafgiften, så det er mange penge, vi taler om.«

Spørgsmålet er så, hvad regeringen mener om den sag.

Er man klar til at hjælpe danskerne ved at reducere eller fjerne elafgiften?

Og svaret er faktisk ja. Der er altså håb forude, hvis du sidder og kæmper med at betale de stigende elregninger.

Skatteminister Morten Bødskov siger følgende i et skriftligt svar til B.T.

»I regeringen følger vi naturligvis udviklingen i det nordiske og det internationale energimarked tæt,« skriver Skatteministeren:

»I reformudspillet 'Danmark kan mere I' har regeringen netop foreslået en lempelse af den almindelige elafgift, som vil indebære, at almindelige husholdninger får en lavere elregning. Hvordan forhandlingerne ender, er endnu for tidligt at sige noget om.«