Der er ingen nåde hos Apple.

På grund af en juridisk strid fjerner techgiganten nu en af verdens mest populære spil fra deres App Store.

App Store er en af verdens største kanaler for spiludgivere, men nu må Epic Games ikke længere havde spillet Fortnite på Apples platform.

Det skriver Reuters.

Parterne er uenige om betalingsmodellerne i App Store, og Fortnite vil nu først kunne vende tilbage App Store, når alle retssager er afsluttet.

Det skriver Apple i et brev til Epic Games, som direktør for spilgiganten, Tim Sweeney, har delt med offentligheden.

Og der kan være lange udsigter til, at Fortnite igen kan hentes App Store. Retssagerne mellem de to stridende parter kan nemlig vare op til flere år.

Det er et stort slag for Epic Games, da en stor del af spilvirksomhedens omsætning kommer fra netop App Store.

Balladen mellem Apple og Epic Games startede i august, da Apple reagerede på, at Epic Games forsøgte at omgå en opkrævning af mersalg i appen, hvor Apple typisk tager 30 procent af det hele.

Det ville Epic Games omgå ved, at de kom med deres eget in-app betalingssystem. En løsning, som Apple bestemt ikke var tilfredse med.

Direktør for Epic Games, Tim Sweeney, har udtrykt sin store utilfredshed med blokeringen i et skriv på Twitter.

»Dette er endnu et ekstraordinært konkurrenceskadeligt træk af Apple og er et udtryk for deres magt til at tegne markedet og udvælge vindere og tabere,« skriver han.

Apple forklarer blokeringen af Fortnite-appen med, at Epic Games med »fuldt overlæg« har begået et kontrakt- og tillidsbrud.