Opdatering: I starten fremgik det, at 1900 skulle finde nyt job. Dette er ikke tilfældet.

925 Aldi medarbejdere kommer til at arbejde for Rema 1000.

Det er langt færre end Rema 1000 først formodede, efter de i december købte alle Aldis 114 butikker i Danmark, skriver Børsen. 

De nye ejere formodede dengang, at 1600 ud af 2800 Aldi-ansatte kunne følge med, når forretningerne skiftede hænder. 

Men stadig hundredevis af Aldi-medarbejdere skal altså arbejde i de nye Rema-butikker.

Siden december har Aldi været i gennem opsigelsesprocesser, hvor både medarbejderne selv har sagt op eller er blevet opsagt.

Tilbage er der nu 185, som skal opsiges.

Rema 1000 har tidligere oplyst til Børsen, at cirka 900 Aldi-medarbejdere har fået nyt job i Rema 1000. Det tal er specificeret til 925.

Det er ifølge administrerende direktør i Rema 1000 Danmark, Henrik Burkal, hvad der sker, når et stort puslespil skal gå op.

»Når en plan rammer virkeligheden, så vil der også være steder, hvor man løbende justerer,« siger Henrik Burkal til Børsen. 

Omkring 800 Aldi-ansatte i butikker overgår til Rema 1000, heraf omkring 50 medarbejdere i lagerfunktioner og omkring 75 chauffører.

Rema 1000 er nemlig begyndt at sælge ud af de 114 forretninger, hvor de indtil videre har solgt butikker til Dagrofa, Lidl og Coop.