Andreas Maxsø forklarer, hvorfor han gik imod sin træner Kasper Hjulmands anbefalinger og tog til Tyrkiet. Skiftet kom samtidig med dødsfald i familien.
Han kunne have været i F.C. København, han kunne være taget til Brøndby, men han blev i FC Nordsjælland og forlængede sin kontrakt. Andreas Maxsø viste for halvandet år siden, at han går sine egne veje.
Så da tiden i sommer endelig var inde til at tage skridtet videre fra Danmark, tog den tidligere Superliga-profil og faste U21-landsholdsspiller, selvfølgelig, et valg, som gav mange store øjne. Det fik endda FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand til at hive spilleren ind til en tomandssnak og bede midterforsvareren om at tænke sig om og allerhelst ombestemme sig og rejse et andet sted hen. Det hjalp ikke. Andreas Maxsø valgte Osmanlispor i Tyrkiet og droppede den ’normale’ danske vej gennem Holland og Belgien til de større ligaer i Europa.
»Min lyst til at spille i Tyrkiet startede faktisk for et par år tilbage, hvor jeg var tæt på at skifte til Istanbul Basaksehir. Efter det har jeg haft lyst til at prøve mig af hernede. Det er jo en fed fodboldkultur. Selvfølgelig er der rigtig god økonomi hernede, og det har også haft betydning for mig, men det har ikke været altafgørende. Jeg har også en drøm om at sikre mig selv og min egen familie økonomisk efter min karriere. Og så ved jeg godt, at folk derhjemme vil sidde og sige, vi har det godt i Danmark og alt det der, men for mig handler det om at have en god økonomi efter karrieren,« siger han og tilføjer:
»Men det har lige så meget handlet om det sportslige. Alle kampe er liv eller død, og jeg synes, mentaliteten er interessant. Jeg havde brug for at komme ud og prøve noget helt nyt, frem for hvis jeg var taget til Holland eller Belgien for den sags skyld. Det var lidt det samme som i Danmark, og det var ikke det, jeg søgte. Hvis man laver en fejl i Danmark, og du er rimeligt etableret, spiller du nok også næste gang, men her er der en lidt anden måde at se på tingene. Hvis man laver en fejl, og det koster, kan man hurtigt ryge ud på bænken,« lyder det fra Andreas Maxsø, som fortsætter:
»Hernede er det meget meget mand mod mand, og det var det, jeg havde brug for for at udvikle mig spillemæssigt. Jeg var vant til i Nordsjælland at stå dernede i trebackkæden, og jeg havde min zone og gjorde bare det samme. Her er jeg ude på gyngende grund og skal ud og duellere direkte mod gode offensive spillere, og det, tror jeg, på sigt vil udvikle mig.«
Andreas Maxsø forklarer, at Kasper Hjulmand blandt andet har været bekymret for, om hans tidligere spiller ville blive offer for den klassiske historie fra det tyrkiske – at forholdene ikke er som i Danmark, og eksempelvis lønnen udebliver.
»Det var det samme, da jeg var på vej til på vej til Istanbul. Det var han heller ikke tilfreds med. Han så jo gerne, at jeg ’tog det rigtige skifte’ til Æresdivisionen eller Belgien, eller hvad der nu kunne være – Tyskland eller England. Det sikre kort. Men det her var så spændende, at jeg har haft lyst til at tage skridtet, siden jeg var nede og kigge på forholdene første gang for et par år siden,« forklarer 23-årige Maxsø og supplerer:
»Hjulmand havde gerne set mig tage til en mere traditionel europæisk klub, og han sagde til mig, at jeg skulle komme tilbage, når jeg ikke havde fået min løn. Jeg sagde til ham i den lidt underlige stemning, at han kunne ringe til mig, når jeg spiller i en af de store klubber i Tyrkiet. Jeg tror, at han var lidt ærgerlig over, at jeg tog det her skifte, men sådan er det. Man skal gøre det, man har lyst til,« siger Andreas Maxsø, der ikke har oplevet kaos i Osmanlispor. Tværtimod.
»Jeg har slet ikke mærket noget til det overhovedet. Der har været fuldstændig styr på alt hernede, siden jeg kom. Der gik tre uger, så stod der en lejlighed klar til mig. Jeg bor i et fantastisk område i Ankara, nok det bedste. Efter en uge gik jeg op til sportsdirektøren og spurgte efter en bil, og dagen efter stod der en klar til mig. Jeg kan ikke sætte en finger på noget uden for fodboldbanen. Hvis der er noget galt, kan jeg ringe, og så står de nærmest klar 20 minutter efter ude foran min dør,« forklarer Andreas Maxsø, der med det samme er gået ind og blevet fast mand for Osmanlispor.
En klub, som dansk fodbold stiftede bekendtskab med for godt et år siden, da tyrkerne ekspederede FC Midtjylland ud af Europa League-kvalifikationen.
Den øjeblikkelige succes er kommet oven på tragiske begivenheder, da Andreas Maxsøs mormors mand gennem 50 år døde i dagene omkring hans skifte. Dødsfaldet gjorde, at spillerens agent Antoni Alexandrakis rejste alene til Tyrkiet, og lægetjekket måtte udskydes. Skiftet kom dog aldrig i fare.
»Det var ugen før, jeg skiftede, at han døde, så jeg fik lige lov til at være med til begravelsen, og så rejste jeg dagen efter. Han havde desværre kræft. Det var selvfølgelig ikke det fedeste. Det gik hurtigt til sidst, og det var det bedste for ham. Der var ingen grund til, at han skulle lide mere. Det var klart, at jeg blev ked af det der, men man kan sige, at der er en ting, der er sikkert, og det er, at vi alle sammen skal forlade verden. Uden at skulle lyde alt for hård. Det var det bedste for ham, at han skulle videre, for det var ikke sjovt for ham til sidst. Det er da klart, at når det er én, der har været en del af hele ens liv, så rammer det én,« forklarer Andreas Maxsø, som har vendt den personlige nedtur til noget positivt på fodboldbanen.
I alle 15 ligakampe for Osmanlispor er han startet inde og har også nettet en enkelt gang i den tyrkiske Süper Lig.
Tre hurtige til Maxsø:
Om livet i hovedstaden Ankara:
»Jeg har det godt. Jeg bor i et sikret område med vagter. Ankara er en rigtig fin by. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det bliver, når man kommer lidt uden for det område, hvor jeg bor. Men jeg har to kæmpe centre, hvor jeg bor, og jeg har en masse restauranter og sådanne nogle ting, hvis jeg har lyst til det. Man kommer i hvert fald ikke til at kede sig. Vores træningsanlæg ligger i udkanten af Ankara, og der har de ikke så mange penge, kan man se, men altså, det er jo det samme som alle andre storbyer rundt omkring i verden, kan man sige.«
Om at være ude af DBU-regi:
»Jeg vil selvfølgelig gerne spille på A-landsholdet. Det vil være en drøm, men jeg er også klar over, at det skifte, jeg har taget, måske umiddelbart ikke er det, der får mig på landsholdet, men jeg fulgte min mavefornemmelse og gjorde, hvad jeg havde lyst til, og så kunne jeg tage den derfra. Man kan sige, at hvis man gør det godt her, er vejen til en af de store klubber hernede kort, og så kan det være, at DBU har en lille interesse i at følge lidt med. Men helt ærligt er det ikke noget, jeg tænker på. Jeg fokuserer på at præstere og videreudvikle mig.«
Om de berømmede tyrkiske fans:
»Man spiller foran mange mennesker, selv om man kan sige, at det måske ikke lige gælder for vores hold. Det kan jo ændre sig, når vi får et nyt stadion til februar. Nu ligger vi også i bunden, så det gør nok også en del, og der er lige blevet indført et away-kort som det, man kender fra FCK, så det har også betydning. Der er ikke noget vildt pres på i vores klub i forhold til de store klubber, så det er en fin klub at komme ud til, første gang man kommer til udlandet. Fordi der ikke er det vilde pres fra fansene. Men så er det jo selvfølgelig noget andet på udebane. Der er det hardcore, men også fedt, at der bliver pebet ad og kastet lidt ting efter én, hver gang man har bolden. Jeg har en sult efter at vise, at man godt kan skifte til Tyrkiet og opnå sine drømme med denne ’vej’.«
