»Det er svært at forstå, og det er svært at sætte ord på de sidste tre-fire måneder.«

Sådan siger fodboldlandsholdsstjernen Christian Nørgaard i Helsingør søndag eftermiddag, da han bliver bedt om at beskrive de seneste måneder i sit liv.

Det har været en periode, hvor han er begyndt at se sig selv som en etableret del af Kasper Hjulmands trup, mens han er kommet flyvende fra start i Premier League med Brentford. Oprykkerne har eksempelvis slået Arsenal og spillet uafgjort med Liverpool.

»Man kan hurtigt blive revet for meget med, hvis man ser tilbage, og glemme, hvad der er forude. Lige om lidt har vi en ekstremt vigtig VM-kvalifikationskamp mod Østrig.«

Christian Nørgaard scorede til 3-0 lørdag aften mod Moldova.
Christian Nørgaard scorede til 3-0 lørdag aften mod Moldova. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er tirsdag aften, Danmark byder Østrig velkommen til Parken og København, og hvis Kasper Hjulmands tropper henter tre point, vil det betyde, at billetten til VM i Qatar til næste år er sikret.

27-årige Christian Nørgaard kan dog alligevel ikke lade være med at sætte nogle meget flotte ord på de seneste tre-fire måneder.

»Jeg tror, at de seneste tre-fire måneder har været de bedste i min fodboldkarriere. Det gælder både personligt og for de hold, jeg spiller på. Men den næste succeshistorie er lige rundt om hjørnet, så der er ingen grund til at fare for højt op.«

Men lige nu glæder sig den tidligere Brøndby-stjerne sig mest til at træde ind i nationalarenaen tirsdag aften, hvor et fyldt Parken igen vil synge og råbe de danske drenge frem på banen.

»Vi snakker meget om et fyldt Parken. De seneste måneder har vi dannet os nogle minder og billeder inde fra det stadion. Det er vores slot og borg, hvor vi skal være så svære at slå. Vi har skabt en dynamik med fansene, som jeg håber, begge parter vil holde fast i lang tid fremover, fordi det er en fornøjelse at være landsholdsspiller i sådan en kulisse.«

Christian Nørgaard startede på Danmarks midtbane sammen med Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg lørdag aften, da Moldova blev slået med 4-0 på udebane. Brentford-stjernen var den eneste af de tre, som kom på måltavlen, da han scorede til 3-0 kort før pausen.

Afsluttende satte midtbanespilleren nogle ord på Simon Kjær og Kasper Schmeichel, som for nylig var blevet nomineret til verdens bedste fodboldspiller og verdens bedste målmand.

»Jeg er privilegeret over at kunne kalde de to mine holdkammerater. Vi har mange dygtige spillere, men de to har især leveret på øverste niveau. Og jeg bliver inspireret over, at man kan toppræstere hver eneste gang, selvom man er i slutningen af sin karriere.«