Det er godt nok ikke sluttet pænt mellem Brian Priske og Royal Antwerp.

Den tidligere danske landsholdsspiller og mestertræner hos FC Midtjylland har ikke i sinde at lade sin nu tidligere klub slippe så let efter det hårde brud i slutningen af maj.

Således skriver belgiske Het Nieuwsblad, at danskeren tager klubben med i retten, hvor han mener, at de skylder ham hele 500.000 euro, hvilket svarer til 3,7 millioner kroner.

De tal stammer fra en manglende fratrædelsesgodtgørelse, pengepræmie for hans sidste kamp mod Royal Union SG og hans løn for maj, fortæller mediet.

»Det er en rigtig ærgerlig afslutning på min tid i Royal Antwerp, og vi har gjort alt for at finde en løsning, så vi kunne undgå denne situation. Jeg vil gerne gentage, at jeg har været rigtig glad for min tid i Royal Antwerp, der er stor klub med fantastiske fans, og jeg håber virkelig, at denne situation løser sig hurtigt, så vi hver især kan komme godt videre. Jeg har overladt sagen til min advokat, så jeg kan koncentrere mig fuldt ud om min nye, spændende udfordring i Sparta Prag, hvor vi allerede er fuld gang med forberedelserne til den nye sæson, lyder det fra Brian Priske i en mail til B.T.

Priske er altså hurtigt videre i sit trænerliv, hvor han nu er tiltrådt i Sparta Prag.

Men den del volder problemer, for den belgiske klub mener, at dialogen mellem Priskes lejr og den tjekkiske klub begyndte førend tilladt, hvilket Priske blankt kan afvise.

Ingen i klubben har ønsket at udtale sig til artiklen, der udkom natten til onsdag.

Med hjælp fra advokatfirmaet Van Landuyt & Partners prøver Priske nu at få dem ud af busken og betale deres påståede udestående.