Optagelserne til successerien 'The Crown' udviklede sig dramatisk for skuespilleren Emma Corrin, der endte på hospitalet efter at have portrætteret prinsesse Diana i en swimming pool.

Det fortæller det 24-årige stjerneskud til Glamour.

Søndag var der premiere på fjerde sæson af Netflix-serien om det britiske kongehus, som i denne sæson fokuserer på det turbulente ægteskab mellem prins Charles og prinsesse Diana, som spilles af Emma Corrin.

Og her er en af scenerne blevet indspillet i en iskold swimmingpool i Spanien, fortæller skuespillerinden, som husker tilbage på oplevelsen med gru.

Hun lider nemlig af astma, og hostede voldsomt den pågældende dag efter at have været syg i et stykke tid. Derfor var scenen i det iskolde vand ikke udpræget morsom.

Særligt ikke fordi, hun også skulle passe på to børneskuespillere, der spillede prinsebrødrene William og Harry.

»Det var helt ærligt den sværeste scene at filme, fordi jeg oprigtigt forsøgte at holde mig selv i live ved at træde vande, mens jeg også skulle holde liv i femårige 'Harry', da det gik op for os, at han ikke kunne svømme,« siger hun til magasinet og fortsætter:

»Det var planen, at vi skulle forbi hospitalet efter antibiotika til mig, inden vi skulle flyve tilbage til Storbritannien samme aften. Men lægerne testede mit iltoptag og sagde: 'Vi kan ikke lade dig gå, for dit oxygen-niveau er alt for lavt', så jeg blev indlagt.«

Det var dog ikke kun Emma Corrins helbred, som sundhedspersonalet bekymrede sig om. For da hun endelig fik lov at forlade det spanske hospital, tilbød en sygeplejerske på gebrokkent engelsk, at hun kunne få en papkasse over hovedet, så ingen ville genkende hende, husker hun.