Med et månedligt gennemsnitligt underskud på 18.500 kroner sprænger Kenneth og Laura alle rammer i programmet Luksusfælden.

Og det unge par lader til ikke at forstå alvoren. Jurist Sara Kaae og økonom Thomas Sander forsøger med alle midler at ruske op i de sovende par, som for længst har lukket øjnene for deres skrantende situation.

I premieren på 11. sæson af Luksusfælden er Kaae og Sander tydeligt irriteret på det fåmælte og tilsyneladende følelseskolde par Kenneth på 26 år og Laura på 19 år fra Vamdrup.

- Jeg tror simpelthen, du har mistet fornemmelsen for, hvad penge er fuldstændigt. Det tror jeg, I begge har, siger Sara Kaae i programmet og Thomas Sander følger trop.

- Jeg har aldrig set noget lignende, siger Thomas Sander, da overblikket over gælden er dannet.

Men Kenneth og Laura trækker bare på skuldrene af deres gigantiske månedlige underskud, som er det største nogensinde i Luksusfældens programmer.

Deltagere i luksusfælden er berygtet for at græde, blive chokeret eller vrede, når økonomerne viser dem de barske realiteter. Men Kenneth og Laura fortrækker ikke en mine.

- Min gæld bliver ikke mindre af, at jeg bekymrer mig over det, siger Kenneth over telefonen til bt.dk.

Parret har da også haft meget få bekymringer ved blandt andet at låne penge til nye elektronik-varer. Kenneth og Laura købte blandt andet et nyt tv, fordi Laura ikke ville have briller på.

- Vi købte et større fjernsyn, fordi jeg er ikke særlig god til at bruge mine briller, så jeg fik hovedpine af at se på fjernsynet, siger Laura til en måbende Sara Kaae.

Det står dog lysende klart, at Kenneth og Laura må se længe efter drømmen om at stifte familie og bo i et lille hus på landet, hvis de mange lån og det store overforbrug fortsætter.

- I er rigtig, rigtig godt i gang med at smadre jeres økonomiske fremtid fuldstændig, siger Thomas Sander.

Luksusfælden vises på TV3 tirsdag kl. 20.00