Regeringens reformkommission spillede i denne uge ud med forslag til ændringer af uddannelsessystemet. Der var både nye og gamle ideer. Og selvom regeringen en time efter skød det væsentligste forslag til finansieringen ned, skal man ikke helt afskrive kommissionens arbejde. Kommissioners ideer har det nemlig med at overleve og blive til virkelighed. En anden god gang.
Befolkningen og medierne har det med at hade kommissioner og betragte dem som syltekrukker og akademiske studiekredse, som mest producerer ideer, som regeringer straks skyder ned.
Og ja, sådan gik det også med reformkommissionens forslag om, at SUen på kandidatuddannelsen skal være et lån frem for en overførsel. Men det er ikke nogen ny idé, og det er heller ikke nogen død idé. Det er blot en idé, som regeringen ikke på nuværende tidspunkt har tænkt sig at bruge.
Det ville da også være modigt at lægge sig ud med så mange unge mennesker med gode kommunikationsevner, så kort tid før et folketingsvalg.
Der er en samfundsmæssig virkelighed, som kommissionen skal forholde sig til og en politisk virkelighed, som politikerne skal forholde sig til. Nogle gange passer kort og terræn simpelthen ikke sammen, og så skal man følge terrænet.
Eksperternes kort (bygget på solid faglighed) peger på, at vi har langt større effekt af at knække ulighedsnødder i starten af livet end på landets fineste uddannelser overbygninger.
Det ved vi godt. Det har vi vidst længe, men nu siger disse kloge mennesker, at vi bør flytte økonomien hen, hvor vores hjerner godt ved, at effekten er størst. Der er bare et problem:
Det danske uddannelsesterræn er trampet godt til i selvforståelsen om, at gratis adgang til uddannelse på alle niveauer – med SU – er blandt de mest lighedsskabende faktorer i vores lille lykkelige hobbit-land. Måske med undtagelse af gratis adgang til sundhedssystemet.
Kommissionen foreslår samtidigt at gøre nogle kandidatuddannelser kortere. De korte skal så målrettes erhvervslivet. Til gengæld skal der være mulighed for gratis efteruddannelse hele livet.
Det sidste giver god mening for visse grupper, men det stritter lidt, at det skal være gratis for de fremtidige akademikere, der åbenbart kan se frem til så overdådig livsindkomst, at de godt kan låne til SUen på deres overbygning. Så kan de vel også selv betale efteruddannelsen?
Og så skal der etableres en fast track-ordning, så udenlandske medarbejdere kan komme hurtigere i arbejde, ligesom udenlandske dimittender automatisk skal have tre års opholdstilladelse efter endt uddannelse, så Danmark når at få gavn af dem, før de rejser videre. Fine forslag.
Det måske mest banebrydende forslag er slet ikke forslaget om at omlægge SUen på kandidatuddannelserne fra overførsel til lån, men derimod forslaget om, at et gennemsnit på karakteren 9 skal give adgang til alle uddannelser.
Herefter må man finde en anden måde at udvælge de rette studerende til uddannelser med høj søgning, f.eks. en optagelsesprøve. Et fremragende forslag i al sin enkelthed.
Det er kommissionens bud på at komme 12-tals-kulturen til livs. En kultur, der lærer landets gymnasieelever at læse testen frem for faget, som piner, plager og stresser de unge, men som også får dem til at søge hen mod de uddannelser med de højeste adgangskrav. Alt sammen uhensigtsmæssigt.
Selvom kommissionen argumenterer godt for, at de samlet set foreslår mere og bedre uddannelser, så var det ‘besparelsen’ på SU'en, der løb med opmærksomheden. Og blev skudt ned. Og dermed faldt finansieringen af forbedringsforslagene også fra hinanden. Terræn vandt over kort.
Men lad være med at afskrive reformkommissionens arbejde! Gode ideer er svære at slå ihjel. Og der er noget sørgeligt over, at vi for første gang i vores historie er nået til et punkt, hvor vi ikke stræber efter, at vores egne børn skal være klogere og bedre uddannede end os selv.
Vi er ikke længere sultne efter erobringer og fremskridt. Men måske ændrer det også terrænet. Og en dag får en eller anden øje på et fyrtårn i terrænet, som passer med stregerne på kortet.
Ugens telefoner
Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har privat købt to nye iPhones – en pink og en blå – kunne Berlingske berette i denne uge. Hvad rager det os, bør naturligvis være det første spørgsmål, man stiller sig selv.
Men på grund af timingen for købet og den historik, der er omkring netop statsministeriets top og deres telefoner, blev det til en større historie. Telefonkøbet kom nemlig midt i, at statsministeren skulle svare på spørgsmål om sms’er.
Historien skyggede for langt væsentligere nyheder, som f.eks. udspillet fra reformkommissionen, det faktum at regeringen dropper planerne om en velfærdslov, gigantiske problemer i Danmarks største fagforbund 3F og meget andet.
Det er trist, at vi i stedet skal rode i og med telefoner. Men det har statsministeriet til gengæld kun sig selv at takke for. Hold op med at opføre jer, som om I har noget at skjule!
Ugens oligark
SFs Carl Valentin fik ørerne i maskinen, da han i denne uge på Facebook skrev, at Danmark også har oligarker, til en artikel om Bestseller-familiens placering på listen over verdens rigeste personer.
SFeren må selvfølgelig gerne få en bitter smag i munden over folks selvskabte formuer, men sammenligningen af Anders Holck Povlsen med en oligark er som at sammenligne æbler med kummefrysere. De har intet med hinanden at gøre.
Oligarker er blevet styrtende rige ved at få lov til at købe statslige selskaber og værdier til deciderede spotpriser for derefter at bruge værdierne på et kapitalistisk marked, der godt kender deres sande værdi. Det er altså folk, hvis rigdom er skabt på en blanding af nepotisme, korruption og bedrag.
Bestseller-familiens formue er skabt på flid og dygtighed med afsæt i Danmark – et af de mest gennemregulerede og højt beskattede områder i verden, hvorfra man kan bedrive forretninger.
Ugens rettelse
Den stemmeseddel, der lægges foran danskerne 1. juni, når vi skal tage stilling til, om vi vil bevare eller afskaffe det danske EU-forbehold på forsvarsområdet er blevet ændret.
Oprindeligt lød spørgsmålet således: ‘Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?’.
Forbeholdet blev altså ikke nævnt med et ord. Ligesom der har været kritik af, at ‘EU’ ikke fremgik af spørgsmålet. Udenrigsminister Jeppe Kofod lover nu, at der kommer et nyt spørgsmål, som både vil indeholde ‘EU’ og ‘forbehold’.
Det kan virke som en lille latterlig debat, for danskerne ved jo godt, hvad afstemningen handler om. Eller gør vi? Lad os være ærlige og sige, at den første formulering var børnebogsudgaven af spørgsmålet.
Lad os håbe, at den næste formulering bliver for voksne mennesker, som er gamle nok til at stemme. Men også, at nogen gør sig ulejligheden med at fylde reelt indhold i debatten, for ellers kunne de lige så godt give os et stempel at lege med.
