Der skete noget usædvanligt og opsigtsvækkende i den forgangne uge.

Hele verden har efterhånden vænnet sig til, at Donald Trump bruger sin Twitter-profil fra han står op, og til han går i seng.

Han skriver direkte til sine 53 millioner følgere, og man behøver ikke en Twitter-profil for at følge med, for de fleste medier – amerikanske som danske – viderebringer alle Trumps meninger med det samme.

Men ugen viste, at det ikke nødvendigvis er Trumps meninger og tweets, der senere bliver til amerikansk politik. Måske skal man hellere se på hvilken politik, der reelt bliver ført, end på Trumps mange hårde og indimellem underholdende tweets, hvis man vil vide, hvad USA rent faktisk mener.

Det virker, som om der er to parallelle verdener. Trumps verden og så den reelle politiske verden. I denne uge blev det tydeligt.

Trump tweetede heftigt og særlig opmærksomhed fik ikke mindst hans udfald mod journalisterne i USA, som han kalder ’folkets fjende’ – men også hans tak til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, hans pralerier af mødet med Vladimir Putin, som han selv betragter som en stor succes, blev udgivet og tolket verden over.

Trump nåede også at overraske ved at sende en invitation til det land, der indtil nu har været USAs største fjende. Trump inviterede Irans leder, Hassan Rouhani, til et møde – uden forbehold og når det passede. Så der skete virkelig noget på Trumps Twitter-konto!

Samtidig – mens Trump fortalte om sit særlige, stærke forhold til Putin – gjorde flere amerikanske efterretningstjenester det klart og tydeligt, at russernes trusler mod det amerikanske samfund er alvorlige og rækker længere end til det kommende valg.

Både republikanere og demokrater foreslår nu, at der indføres yderligere sanktioner mod Rusland. Fredag blev en russisk bank endda sortlistet det amerikanske handelsministerium. Og mens Trump inviterede Irans leder til et møde – når som helst og hvor som helst – uden betingelser, var den amerikanske udenrigsminister i gang med at stramme kravene til Iran.

Der findes åbenbart to verdener, når man ser på USA. Og hvad rager det os?

Det gør det i høj grad, for USA er vores nærmeste allierede, og vi er tæt knyttet til landet på alle mulige måder – både kulturelt og økonomisk. Men allermest er vores sikkerhed koblet op på den amerikanske vilje til at finansiere og drive NATO og ikke mindst deres vilje til at komme os – og andre NATO-lande – til hjælp.

Hvis ikke denne sikkerhed er til stede, måtte vi opfinde den sammen med andre. Alle husker Trumps pinlige opførsel i Europa, hvor han igen skældte sine venner ud og bragte sikkerheden øverst på dagsordenen. Men også her var der nyt fra den parallelle politiske verden i denne uge.

Et flertal ønsker nu, at vedtage en lov, der gør det umuligt for Præsident Trump at trække USA ud af NATO. Fremover skal et flertal i Senatet godkende dette. Det er godt nyt for Europa, for Danmark og for dig og mig.

Jeg havde i ugen besøg af en tidligere kollega, der har boet i USA i adskillige år, og de seneste år har han to gange cyklet tværs over USA. Han kender landet og har besøgt utallige af de små samfund, der støtter Trump.

Han har boet i både San Francisco og Washington og kender de mennesker, der hader alt ved Donald Trump. Han beskriver i dag USA som to lande med to befolkninger, der ikke mødes, ikke forstår hinanden og efterhånden ikke taler sammen. To befolkninger inden for et lands grænser med forskellige håb, værdier og forventninger til fremtiden.

Det er mere uhyggeligt end Donald Trump og hans Twitter-konto.