21 anonyme danske piloter afslører, at lange arbejdsdage og uregelmæssig søvn øger risikoen for flyulykker.

- Jeg tror desværre, at det kun er et spørgsmål om tid, før der kommer lig på bordet.

Sådan lyder den ildevarslende besked fra en af 21 danske piloter, Politiken har interviewet. Lange arbejdsdage i cockpittet og uregelmæssig søvn er en farlig kombination, der forringer flysikkerheden og øger risikoen for fatale ulykker.

Piloterne, der ønsker at være anonyme, fortæller, at de jævnligt kæmper for at holde sig vågne på turene til og fra Danmark. Trætheden fører til, at piloterne laver massevis af fejl, der kunne være undgået.

- Jeg har oplevet at få lov af min makker til at sove i en halv time og så vågne op og opdage, at ham ved siden af også sidder og sover, siger en af piloterne.

I en spørgeskemaundersøgelse, som Sammenslutningen af Danske Erhvervspiloter har lavet sammen med Politiken, mener 82 procent af de 575 medlemmer, der svarede, at deres arbejdstidsbestemmelser er uforsvarlige.

Derudover svarer ni ud af ti af piloterne, der kommer fra SAS, Cimber Sterling, Thomas Cook Airlines, Sun-Air og Star Air, at trætheden har fået dem til at lave fejl i cockpittet. Knap halvdelen er faldet i søvn uden først at have aftalt det med medpiloten.

- Den dag, kortene falder uheldigt, og piloten er for udmattet til at reagere korrekt i en nødsituation, da får vi en ulykke, siger formanden for Sammenslutningen af Danske Erhvervspiloter, Mogens Holgaard, til Politiken.

- Der er flere eksempler på havarier i udlandet, hvor det bliver nævnt som en årsag, at piloten var udmattet, siger han.

Fra Trafikstyrelsen lyder det, at der ikke findes data, som skulle antyde, at træthed blandt piloter er et større problem end tidligere.

Ifølge piloterne indberetter man dog ikke altid hændelser, der skyldes træthed, hvilket gør, at myndighederne ikke kender problemets reelle omfang.

/ritzau/