I årtier er cykelryttere i Tour de France blevet hyldet på podiet med kys fra piger efter hver etape.

Men ifølge den britiske avis The Times er det nu slut med kys til etapevindere og løbets førende ryttere.

Ledelsen bag verdens største etapeløb vil nemlig gå i fodsporene på blandt andet Vuelta a España. Det spanske løb besluttede sidste år at sløjfe kyssepiger som det første Grand Tour-løb.

Cykelløb verden over er ofte blevet beskyldt for at være sexistiske i udtrykket på grund af de letpåklædte kvinder.

Det har ikke hjulpet på kritikken, at der flere gange er opstået situationer, hvor pigerne er blevet genstand for kontroverser.

Blandt andet da den senere verdensmester Peter Sagan i 2013 klemte en kyssepige på numsen, mens hun leverede et kindkys til vinder af løbet Fabian Cancellara.

Men også andre steder i sportsverdenen er der taget affære mod letpåklædte kvinder til store begivenheder.

Fra i år er det for eksempel slut med at se kvinder iført en begrænset mængde tøj i startområdet i forbindelse med Formel 1-grandprixer. Det meddelte Formel 1 i januar.

»Denne praksis flugter ikke med værdierne i vores brand, og den er helt klart i modstrid med nutidens sociale normer,« sagde Sean Bratches, der er direktør for kommercielle anliggender i Formel 1, tidligere i år.

I Storbritannien har Det Professionelle Dartforbund, PDC, fjernet kvinder, der følger spillerne ind.

Tour de France begynder i Noirmoutier 7. juli.

/ritzau/