Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Alexander Kamp vandt guld for anden gang og henviste holdkammerat og favorit Mads Pedersen til andenpladsen.

For anden gang i karrieren kan Alexander Kamp kalde sig danmarksmester i cykling.

Søndag vandt Trek-rytteren DM-linjeløbet efter at have siddet i udbrud det meste af dagen.

Efter 211 kilometer med start og mål i Aalborg kørte Kamp, der også vandt DM i 2016, alene over målstregen med god afstand til de nærmeste forfølgere.

Sølvet gik til Kamps holdkammerat Mads Pedersen, der inden løbet var regnet som den største favorit til guldet, mens Mikkel Honoré snuppede bronze.

Kamp sad i udbrud det meste af dagen. Han var en del af et seksmandsudbrud, som oparbejdede et forspring på mere end fire minutter, men med 75 kilometer tilbage var gruppen reduceret til en kvintet med et forspring på to minutter.

Den afstand holdt i omkring 40 kilometer, men så begyndte feltet at røre på sig.

Mads Pedersen var blandt rytterne, der kørte fra feltet, og med 25 kilometer tilbage var der etableret en forfølgergruppe på ti ryttere, der ud over Pedersen talte blandt andre Mikkel Honoré, Lasse Normann og Mattias Skjelmose.

De var 45 sekunder fra den førende gruppe. Længere tilbage kæmpede en anden favorit - Magnus Cort - med at køre sig op til forfølgergruppen, men det var for sent for den hurtige bornholmer.

Med 21 kilometer tilbage blev gruppen dog splittet, da Mads Pedersen på en stigning angreb uimodståeligt.

I silende regnvejr fik han Honoré, Normann, Skjelmose og Andreas Stokbro med sig.

De var ifølge TV 2 Sport blot ti sekunder efter førergruppen, men havde svært ved at finde til enighed om et samarbejde, der kunne bringe dem op til de forreste, og da de kørte ud på sidste omgang à 11 kilometer, var de 50 sekunder efter frontgruppen, der nu var en trio.

Kort efter angreb Kamp og kom alene afsted, men Julius Johansen svarede godt igen og så ud til at kunne komme tilbage til Kamp, da han med få kilometer til målstregen blev ramt af en defekt.

Så var Pedersen og Honoré de nærmeste til at true Kamp, men sidstnævnte kunne ikke hentes og vandt med en margen på 14 sekunder.

DM-løbet var ramt af en lang række afbud. Andreas Kron blevet testet positiv for corona to dage før løbet, og Kasper Asgreen og Michael Valgren måtte opgive at stille til start på grund af henholdsvis småskavanker og et voldsomt styrt.

Kort op til løbet var der også afbud fra Casper Pedersen, Mikkel Bjerg, Johan-Price Pejtersen og den forsvarende mester, Mads Würtz Schmidt.

Jonas Vingegaard, der er blandt Tour-favoritterne, Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen samt Søren Kragh Andersen var derudover ikke tilmeldt.

/ritzau/

Du kan genopleve både kvindernes og herrenes løb i LIVE-bloggen her:

Andre læser også