En video af en grinende Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol, der morer sig over statens indkøb af kamelen Ali og elefanten Ramboline, gik i 2019 viralt i Danmark. 

Men videoen cirkulerer også uden for Danmarks grænser, på TikTok og Facebook, denne gang med kinesiske undertekster. 

Problemet er bare, at de kinesiske undertekster ikke handler om statens indkøb af to tidligere cirkusdyr. 

Nu oversætter teksterne den danske statsministers tale, så det fremstår som om, at hun latterliggør Taiwan.

»Jeg foreslår diplomatiske forbindelser til Taiwan, de er et demokratisk land… Det ville løse vores finansielle problemer, vi vil modtage en masse penge, vi bliver bare nødt til at deklarere, at 'vi elsker Taiwan',« siger Mette Frederiksen ifølge de falske undertekster lige før, hun bryder ud i grin. 

»Særligt deres nyvalgte præsident. Han ser ikke særligt klog ud,« lyder underteksterne til sidst i videoen.

Se videoen med de falske undertekster øverst i artiklen.

Det er faktatjekker-gruppen på det franske nyhedsbureau AFP, der har skrevet om videoen med de forkerte undertekster. 

Også Taiwans konsulat i Danmark advarer mod videoen.

Det har de gjort på Facebook, hvor konsulatet forklarer, hvad Mette Frederiksen faktisk siger. Taiwans konsulat kalder videoen med de falske undertekster for 'ondsindet bagvalskelse'

I januar blev politikeren Lai Ching valgt som præsident i Taiwan trods varsler fra Beijing om, at valget af Lai Ching ville bringe »krig og nedgang« til Taiwan. 

Siden 2016 er spændingerne mellem Kina og Taiwan taget til. 

Kina, hvis regering mener, at Taiwan er kinesisk, har sendt både krigsfly og flådefartøjer til Taiwan. 

Flere brugere på både Facebook og TikTok, hvor videoen af Mette Frederiksen er blevet delt, er da også faldet i fælden, skriver AFP.

Det på trods af, at videoen sluttes af med en tekst, der kun får lov at stå i et splitsekund. 

»Kun til underholdning,« står der. 

»Verden har set, at Taiwan er til grin!,« skriver en bruger på Facebook alligevel. 

»Den danske statsminister ved, at det er nemt at snyde penge ud af Tsai Ing-wen (tidligere præsident i Taiwan, red.),« skriver en anden. 

B.T. har kontaktet Statsministeriet, der ikke nogle kommentarer til sagen. 

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Joachim B. Olsen her eller, hvor du lytter til podcasts.