Det var formentlig dømt til at gå galt, da et massivt fragtskib tidligt tirsdag morgen stødte ind i en bro, så den kollapsede ned over en flod.

For broens konstruktion ville formentlig ikke kunnet have stået imod – uanset hvor skibet havde ramt.

Det vurderer Christos Thomas Georgakis, der professor på Aarhus Universitet, Institut for Byggeri og Bygningsdesign, over en telefonlinje fra Japan, hvor han lige nu opholder sig

Han har dog set et videoklip fra den voldsomme ulykke, hvor broen Francis Scott Key Bridge kollapsede, efter et fragtskib var sejlet ind i den i den amerikanske storby Baltimore i delstaten Maryland.

Her ses et billede af Francis Scott Key Bridge, efter det natten til tirsdag kollapsede som følge af en påsejling af et fragtskib.
Her ses et billede af Francis Scott Key Bridge, efter det natten til tirsdag kollapsede som følge af en påsejling af et fragtskib. Foto: Harford County Md Fire & Ems/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Påsejlingen fik broen til at styrte ned over Patapsco River – og flere mennesker og biler endte i vandet.

Christos Thomas Georgakis forklarer, at han ikke ved meget om sagen, men kender til broens type.

»Selvfølgelig vil enhver struktur, enhver bro, hvor man rammer støtten og beskadiger den alvorligt, have et stort problem,« fortæller han.

Han forklarer, at det samme gør sig gældende for alle bygninger og broer:

Her ses fragtskibet under en del af den sammenstyrtede bro.
Her ses fragtskibet under en del af den sammenstyrtede bro. Foto: Harford County Md Fire & Ems/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis en af hovedstøtterne bliver ramt og beskadiget voldsomt, så kan du få et stort problem.«

Da Storebæltsbroen blev designet, blev der ifølge professoren foretaget en masse undersøgelser af skibskollisioner for at sikre, at et skib ikke ville kunne ramme en af broens pyloner og forårsage stor skade.

Da fragtskibet stødte ind i Francis Scott Key Bridge – som er fra 1972 – endte understøtningen dog med at blive kraftigt beskadiget, forklarer Christos Thomas Georgakis.

»Denne særlige type broer blev også designet på et tidspunkt, hvor beregningerne ikke var så lette at udføre,« siger professoren med henvisning til datidens computerteknologi.

Sådan ser Francis Scott Key Bridge normalt ud. Billedet er fra 2018.
Sådan ser Francis Scott Key Bridge normalt ud. Billedet er fra 2018. Foto: Mark Wilson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Videre forklarer Christos Thomas Georgakis, at den type broer – som den amerikanske var – kaldes 'statisk determinerede broer', hvilket betyder, at de ikke har nogen form for aflastning.

»Så hvis en del af broen svigter, svigter hele broen,« siger han.

Ifølge Christos Thomas Georgakis minder det lidt om, da Morandi-broen ved den italienske havneby Genova kollapsede i 2018.

Dengang kollapsede en cirka 80 meter lang del af broen fra omkring 45 meters højde. Det kostede 43 mennesker livet.

»Et kabel svigtede, og så svigtede hele broen. Det er det samme her,« forklarer han og tilføjer:

»Hvis du har en del af broen, hvor kritiske konstruktionselementer svigter, er der stor sandsynlighed for, at hele broen kollapser.«

Fragtskibet stødte under kollisionen ind i en af broens støttepiller.

Men det havde formentlig ikke ændret meget, hvis det havde ramt et andet sted, vurderer Christos Thomas Georgakis.

»Sagen er, at hvis det havde ramt et andet sted, ville broen højst sandsynligt være kollapset, fordi den er designet på den måde. Så hvis der er skader ét sted, så kan resten af broen ikke holde sig selv oppe.«

Han forklarer, at det samme for eksempel ikke ville ske, hvis et af kablerne svigter på Storebæltsbroen eller Øresundsbroen.

For der ville de øvrige kabler ikke også svigte.

»Men denne type bro (Francis Scott Key Bridge, red.) er den type, hvor hvis visse elementer svigter, så svigter hele broen,« siger professoren.

Det amerikanske redningsmandskab leder i øjeblikket efter op til 20 mennesker, som kan være faldet i vandet under brokollapset.

Det oplyser byens brandvæsen til det amerikanske medie CNN.

Ulykken skete klokken 01.30 lokal tid – 06.30 dansk tid.

Det vides endnu ikke, hvad der fik fragtskibet til at sejle ind i broen.

Fragtskibet var på vej fra Baltimore til Colombo i Sri Lanka, da det tilsyneladende ved udsejlingen fra havnen i Baltimore påsejlede broen.