Midt i tragedien om det kæmpemæssige bro-kollaps i Genova i det nordlige Italien, hvor mindst 35 personer meldes dræbt, begynder de første mirakel-historier også at dukke frem.

Blandt dem er beretningen fra den 30-årige, lokale brandmand Davide Capello, som var en af de få bilister på broen som overlevede, da en stor strækning på omkring 200 meter af den firsporede motorvejsbro pludselig forsvandt og styrtede lodret til jorden fra stor højde under et kraftigt uvejr med skybrud og lynnedslag

»Jeg så vejbanen foran mig forsvinde og fandt mig selv siddende hjælpeløs inde i min bil,« fortæller han til den italienske avis La Repubblica.

»Jeg tror, at jeg faldt omkring 30 meter, inden bilen på utrolig vis stoppede. Måske stødte den ind i et eller andet - det var ikke et voldsomt bump.«

»Mine kolleger siger, at det var et mirakel. Den eneste konsekvens for mig har været, at de gav mig en nål i armen, da de kørte mig på hospitalet,« fortæller den overlevende brandmand.

Op mod 35 biler og tre store lastbilstog befandt sig ifølge de italienske myndigheder på den firsporede motorvejsbro i Genova, da omkring 200 meter af den 1,2 km lange bro pludselig styrtede til jorden fra 45 meters højde.
Op mod 35 biler og tre store lastbilstog befandt sig ifølge de italienske myndigheder på den firsporede motorvejsbro i Genova, da omkring 200 meter af den 1,2 km lange bro pludselig styrtede til jorden fra 45 meters højde. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Ifølge de italienske myndigheder er mindst 35 personer blevet dræbt ved motorvejens kollaps tirsdag formiddag ved 11.30-tiden, hvor også en snes mennesker meldes alvorligt tilskadekomne. Ifølge lokale medier er mange af de kvæstede blevet indlagt med brækkede lemmer.

En fransk brandmand, der fra det nærliggende Nice tog til ulykkesstedet for at hjælpe sine italienske kolleger, fortæller til nyhedsbureauet AFP, at opgaven på skadestedet er enorm.

»De første ofre er blevet kørt væk, og nu skal vi i gang med at lede under murbrokkerne, men der ligger tusindvis af tons beton,« siger den franske brandmand Patrick Villardry.

Den italienske indenrigsminister Matteo Salvine siger få timer efter broens kollaps, at enhver der måtte være ansvarlig for katastrofen, vil blive draget til ansvar.

»Jeg har krydset den bro hundredevis af gange. Som italiensk borger vil jeg nu gøre alt for at få for- og efternavne på de ansvarlige ledere - tidligere og nuværende - for det er ikke i orden at dø på den måde i Italien,« siger indenrigsministeren.

Få meter adskilte denne lastbil fra også at styrte i døden, da motorvejsbroen styrtede sammen.
Få meter adskilte denne lastbil fra også at styrte i døden, da motorvejsbroen styrtede sammen. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Samtidig er det kommet frem, at en italiensk konstruktionsingeniør fra universitetet i Genova allerede i 2016 advarede om, at der var alvorlige konstruktionsfejl ved den nu sammenstyrtede Morandi-bro, der blev indviet i 1967.

»Der er fejl ved den bro. Før eller siden er den nødt til at blive lavet om. Jeg ved ikke hvornår,« advarede Antonio Bencich i 2016 ifølge det italienske site ingegneri.info.