På en sommerdag sidste år faldt Therese Raabo Fischers elskede mand – og faren til parrets to børn – pludselig død om. 

Siden har hun indædt kæmpet for, at andre familier ikke skulle stå i den samme situation som dem i tiden efter. 

En tid, hvor Therese Raabo Fischer kort efter begravelsen blev tvunget tilbage på arbejdsmarkedet. Skulle træffe svære beslutninger. Ikke mindst holde sine børn – og sig selv – i hånden. 

Det gjorde hun ved at stille et borgerforslag om sorgorlov på fire måneder til den tilbageværende forælder, når man har børn under 18 år. Dét fik på kort tid 50.000 underskrifter.

8. juni sidste år ændrede familiens liv sig på et splitsekund. Siden har Therese Raabo Fischer kæmpet for andre i den samme situation, hendes familie endte i. 
8. juni sidste år ændrede familiens liv sig på et splitsekund. Siden har Therese Raabo Fischer kæmpet for andre i den samme situation, hendes familie endte i.  Foto: Privat
Vis mere

I sidste uge var forslaget til førstebehandling i Folketinget, hvor alle partier, undtagen regeringen og Liberal Alliance, støttede op om forslaget. Dermed røg en stor del af håbet: 

»Jeg er skuffet over, at regeringen ikke har prøvet at sætte sig bedre ind i det. Det er bare så uværdigt,« siger Therese Raabo Fischer og fortsætter:

»Og så er jeg ret ked af, at jeg har gjort et stort stykke arbejde i en kæmpe sorg, når de så bare slår det ned.«

I dag er det omtrent ni måneder siden, at hun fandt sin mand, Tommy Raabo Fischer – den kendte kok og iværksætter – livløs i kælderen. Død af et hjertetilfælde i en alder af bare 43 år. 

Tilbage stod hun med parrets to børn og ingen tid til at forstå, få styr på – og samle hverken sig selv eller de to børn, der lige havde mistet deres far. 

»Det hele vælter ned over en, væltede ned over mig. Både beslutninger om huset, børnene og begravelsen. Det var så voldsomt, og du kan ikke bare sådan komme videre,« siger Therese Raabo Fischer og tilføjer:

»Vi er alle sammen forskellige, men jeg tror på, at hvis man har mulighed for et 'helle', så er der langt flere, der hurtigere ville komme tilbage på arbejdet. Uden pres fra hverken chefen eller sygedagpengekontoret kort efter et dødsfald.« 

Det er Konservatives Mette Abildgaard enig i. Hun var til stede, da borgerforslaget blev taget op – og har tidligere udtrykt begejstring for sorgorloven, ligesom hun har fået et regnestykke over de eventuelle omkostningerne fra Beskæftigelsesministeriet. 

Therese Raabo Fischer håber, at hendes arbejde kommer til at bære politisk frugt. På den ene eller den anden måde. 
Therese Raabo Fischer håber, at hendes arbejde kommer til at bære politisk frugt. På den ene eller den anden måde.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg blev så ked af, at man negligerede, hvor stort et problem, det er – og at regeringen ikke i det mindste brugte lejligheden til, at vi kunne se nærmere på området. Jeg synes faktisk, at det er enormt respektløst over for dem, der står i den situation,« siger hun og fortsætter:

»Jeg giver ikke op her, og så må vi arbejde videre uden om regeringen. Det drejer sig heldigvis om få, så det er ikke et forslag, der ville slå bunden ud af den danske statskasse.« 

En tidligere undersøgelse fra Deloitte estimerer, at komplicerede sorgreaktioner cirka koster samfundet 3,4 milliarder kroner årligt i sygefravær, udgifter til sygedagpenge og nedsat produktivitet. 

Ifølge beregningen, Mette Abildgaard efterspurgte, ville det koste samfundet mellem 41 og 54 millioner kroner, såfremt Therese Raabo Fischers forslag blev indført. 

Familien er netop vendt hjem fra deres første tur til Japan uden deres Tommy. 
Familien er netop vendt hjem fra deres første tur til Japan uden deres Tommy. 
Vis mere

»Hvorfor ikke bruge nogle millioner på potentielt at spare milliarder? Ved at indføre det her forslag, kan det skabe en forebyggende effekt,« siger Therese Raabo Fischer, der derfor ikke har tænkt sig at opgive sin kamp: 

»Jeg har tænkt mig at råbe relevante op, så længe jeg orker, så dem, der følger i mine og mange andres fodspor, måske kan få det lidt lettere, når lynet slår ned,« siger hun.

Selv er hun lige kommet hjem fra en rejse til Japan med sine to børn. Et sted, de flere gange har besøgt før familien blev til tre. Her prøvede de at gå alle de veje, de før gik med Tommy. Spiste på de samme restauranter og besøgte de samme steder. En »rigtig hård tur,« fortæller hun.

Nu venter Therese Raabo Fischer på, at hendes forslag snart skal til andenbehandling i Folketinget. Hun håber, at politikerne indtil da forstår, at problemet er alvorligt.

At de som minimum prøver at se på andre muligheder, der skal give den tilbageværende forælder en hjælpende hånd, når de akkurat har mistet den vigtigste.