Beskeden er klar: 'Dont mess with us. Vi kan ramme jer på mange forskellige måder.'

Sådan vurderer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, de tre lækager på Nord Stream-gasledninger i Østersøen.

Og selvom ingen med sikkerhed kan klandre Rusland for lækket, så undersøger flere lande i øjeblikket hændelsen som russisk sabotage.

»Selvom det her ikke er noget, Rusland på nogen måder vil stå ved, så er der meget, der peger på, at det er til deres umiddelbare fordel. Der er for langt mellem de eksplosioner til, at man kunne forestille sig, at det kunne være et naturfænomen,« understreger han.

På trods af at situationen ikke ændrer på Danmarks forsyningssituation, så er verdens øjne alligevel rettet intenst mod Danmark, og er på alle internationale mediers forsider i øjeblikket.

»For bare det at det sker, er nok til at minde os om, hvor skrøbelig gasleverancen er.«

»Nogen gange så handler det mere om den besked, en handling sender. I det her tilfælde kan det godt være, vi får gassen andre steder fra. Men jeg tror, beskeden er, 'hvis vi kan ødelægge ét sæt rør, så kan vi også ødelægge andre,« siger han.

Og det er ifølge Illeborg en »klassisk russisk måde at gøre tingene på.«

»Ved at skabe frygt, der kan man nogen gange få sin vilje. Nogen gange er det mange trusler, der skal til, for at man kan ændre på en dagsorden. Så det er et klart skaktræk.«

Og på sin vis er trækket allerede delvist lykkes. For der er allerede sket en voldsom stigning i gaspriserne, der tidligere på dagen var steget med over ni procent.

Men om det virker politisk, bliver det helt store spørgsmål nu. For hidtil har alle russiske trusler kun skubbet Vesten tættere sammen.

»Men jeg synes også, man skal skrive sig bag øret, at Ungarn hele tiden har set anderledes på krigen og formodentligt kommer i hvert fald noget af regeringen i Italien til at se anderledes på det hele nu. Og det passer den russiske dagsorden glimrende.«

»Russerne ved godt, der er rørelser i EU. Og alle de håndtag, man kan røre ved, vil man røre ved for at skabe mere uro.«

Du kan få det seneste nye og følge udviklingen om gaslækagerne her i B.T.s LIVE-blog.