De har ingen værdighed tilbage hos Danske Bank

Hver gang en ny sag dukker op, så står direktionen i Danske Bank klar ved håndvasken. Undskyldninger er der efterhånden nok af, men er der virkelig nogen, der efterhånden tror på, at banken har i sinde at opføre sig ordentligt?

Mens danske skatteydere har reddet Danske Bank med bankpakker til milliarder, så falder skeletterne ud af skabet hos direktionen på Holmens Kanal. Senest er det hvidvaskningssagen i Estland, hvor det nu viser sig, at direktionen var blevet advaret om de ulovligheder, der foregik. Det må efterhånden blot være et spørgsmål om tid, før danske myndigheder går ind i sagen.

Den smule værdighed, som Danske Bank måtte have tilbage, er efterhånden væk. Lad mig blot minde om, hvordan banken gamblede med vores velfærd og velstand og var en væsentlig årsag til, at Danmark blev hårdt ramt af krisen. Med pistol for panden udskrev politikerne bankpakker for milliarder af kroner, fordi de reelt set ikke havde andet valg. Vores velstandstab rundede svimlende 150 mia. kroner. Mennesker mistede deres arbejde. Nogen måtte gå fra hus og hjem. Krisen havde store samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser. Hårdest gik det ud over dem, der ikke var skyld i krisen.

I dag viser lækage efter lækage, at Danske Bank har spillet en nøglerolle i sager om skattely, og at banken opererede efter samme skabelon som de amerikanske spekulanter, vi siden krisen har forarget os over i alt lige fra hollywoodfilm til mere faktuelle dokumentarer om det finansielle kollaps.

I dag er bankerne back in business. Aktionærernes udbytte nåede rekordhøje 25 mia. Myndighederne nøjes med at advare banksektoren, men intet tyder på, at bankerne besidder en anden og bedre moral end den, der skabte krisen. Hurtige gevinster. Grådig spekulation. Næsten 10 år efter finanskrisen fester de igen på de finansielle markeder. Skal vi virkelig give dem lov til at gamble med økonomien en gang til?