Sami Darr og Patricia Tjørnelund var forståeligt nok skuffede, efter de røg ud på den første 'Vild med dans'-aften. BT fik en snak med parret.

De blev parret der røg ud som de første i 2015 versionen af det populære underholdningsprogram 'Vild med dans'. BT talte med Sami Darr og Patricia Tjørnelund kort tid, efter seerne havde afgivet deres endelige dom over dem.

»I det mindste, hvis jeg kommer på et diskotek, ville jeg turde at danse nu. Det ville jeg ikke gøre før det her.«

Sådan lød det fra skuespilleren Sami Darr, efter han og partneren Patricia Tjørnelund tabte omdansen mod Katrine Fruelund og Aslak Amtrup.

Sami Darrs makker mente, at dansen gik godt, men at de måske skulle have været lidt mere aktive på de sociale medier op til live-showet.

»Vi lå jo ikke i bunden, så der er desværre ikke nogen af os, der har været så gode til at være aktive på de sociale medier,« sagde Patricia til BT og pegede på, at det måske kunne ligge til grund for de manglende stemmer.

Hun var tydeligt berørt af at være røget ud. Sami Darr var meget glad for oplevelsen.

»Jeg er glad for at have fået oplevelsen at være med i 'Vild med dans'. Jeg har lært meget. For en måned siden kunne jeg ikke engang høre takter. Det kan jeg nu. Det er en ekstase at danse. Det er smukt. Patricia har samlet mig op fra bunden og arbejdet hårdt med mig, i sidste ende er jeg glad for det venskab vi har fået. Det betyder meget for mig,« sagde han.

Fredag aften blev der danset jive, salsa, tango og wienervals. Det tabende pars salsa var desværre ikke nok til at overbevise folket om, at netop de skulle overleve omdansen mod håndbold-darlingen Katrine Fruelund og makkeren Aslak Amtrup.

Mener du, at det var fair, at de røg ud? Giv din stemme forneden.