Følg vejret time for time her på BT Vejret.

Det gode sensommervejr har for alvor ramt Danmark, og de høje temperaturer og mange solskinstimer, vi har oplevet i weekenden, fortsætter ind i den kommende uge.

For selvom september egentlig markerer efterårets begyndelse, så er det bestemt ikke slut med bare ben og strandture endnu.

»Det bliver ganske sommerligt med sol og tørt vejr allerede fra mandag og til og med torsdag. Temperaturerne bliver sommerlige med 25 grader i hvert fald mandag til onsdag,« forklarer vagtchef hos DMI, Thyge Rasmussen

Især tirsdag er det en god idé at huske et godt lag solcreme, for her bliver det flere steder i landet særligt varmt.

»Tirsdag bliver nok den varmeste dag med 27 til 28 grader lokalt,« forklarer Thyge Rasmussen.

De meget varme septemberdage hører til sjældenheden, og faktisk skal vi næsten 20 år tilbage, før vi sidst har haft så høje temperaturer.

»Det har ikke været så varmt i september siden 1999. Det er ikke rekord, det har været over 30 grader, men det er stadig meget pænt,« siger Thyge Rasmussen

Følg vejret time for time her på BT Vejret.

Desværre ser det ikke ud til, at den kommende weekend byder på strandvejr. Temperaturerne dykker og vejret bliver mere ustadigt – og tættere på klassisk efterårsvejr.

»Der nærmere sig fronter med regn fra sydvest, når vi når frem til sidst på fredagen, og så kommer der regn og byger ind om lørdagen. Det er lidt usikkert, hvor meget der kommer, men prognosen siger, det bliver en regnfuld søndag,« fortæller Thyge Rasmussen.

Han kan dog berolige med nyheden om, at når weekenden er slut, vender et hæderligt vejr tilbage – om end vi ikke skal forvente 25 grader igen lige foreløbig.

»Det kunne godt se ud som om, at vi i næste uge igen får et noget lavere temperaturniveau, det bliver ikke sommer med 25 grader, men det kan godt blive 20 grader,« siger Thyge Rasmussen.

Følg vejret time for time her på BT Vejret.