Successen med 'High School Musical' har indbragt Zac Efron en plads blandt verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker.

Successen med 'High School Musical' har indbragt Zac Efron en plads blandt verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Han er med på den liste, tidsskriftet Time bringer i denne uge, og Efron er i godt selskab - sammen med George Clooney, Oprah Winfrey, U2-forsangeren Bono og ikke mindst den amerikanske præsident Barack Obama.

Efrons kollega Claire Danes mener, den 21-årige skuespiller har gjort sig fortjent til æren. Hun sammenligner sin medspiller fra 'Me And Orson Welles' med Leonardo DiCaprio.

- Under mit samarbejde med Zac kunne jeg ikke undgå at blive mindet om den tid, jeg tilbragte sammen med et andet talentfuldt idol 10 år tidligere. Det var Leonardo DiCaprio. Efter 'Titanic' så jeg teenagernes beundring blive til uhæmmet massehysteri og det er faktisk endnu værre med Zac, siger skuespillerinden og forklarer hvorfor:

- Det skyldes, at Zac også er musiker. Han kan det med sang og dans og vi kvinder er forsvarsløse over for den kombination.

Blandt de øvrige betydningsfulde stjerner finder man Brad Pitt, Tom Hanks, Kate Winslet, rapperen M.I.A. og golffænomenet Tiger Woods.