(******, MOTÖRHEAD, Rockscenen, lørdag). Midtfyn anede ikke, hvad der ramte dem, men det var altså legendariske Motörhead med en læsterlig lektion i rock'n'roll.
I løbet af de sidste små 20 år har jeg været til Motörhead-koncerter nok til at holde en hær af ørelæger og adfærdspsykologer i arbejde i årevis.Alligevel har jeg aldrig set dette tordnende triumvirat traktere med en dårlig optræden. Selv første gang jeg så dem (i Leicester i 1982), hvor alle medlemmer var så alkoholisk udfordrede, at de måtte starte flere af numrene op til tre gange, var det faktisk ganske godt.
Ak ja, tiden flyver, når man står med hovedet i en jetmotor.
Lørdag aften ramte Motörhead Midtfyn, og de milde vinde, som ellers blæser over denne ø, fik et umiskendeligt anstrøg af sveden ozon, da den vandrende whiskyflaske, 55-årige Lemmy, iført basguitar og vodkahvæs med samt hans håndgange mænd, guitaristen Phil Campbell og trommeslageren Mikkey Dee, slentrede ind på scenen, kundgjorde »We are Motörhead, and we're gonna kick your ass!« og så satte i med netop dét nummer, »We Are Motörhead«.
Den blev indledningen til én af de bedste og mest nådesløse rock'n'roll koncerter, jeg nogensinde har oplevet på denne festival eller for den sags skyld så mange andre steder.
Allerede i løbet af klassikerne »Bomber« og »No Class«, som fulgte førnævnte »We Are...« var det højere end en astronaut på gærede svampe, hvilket selvfølgelig ikke forhindrede Campbell i at brøle »yo Matt, turn EVERYTHING up!«, inden Lemmy introducerede det næste nummer, passende betitlet »I'm So Bad (Baby, I Don't Care)«.
Hvis man nogensinde skulle have spekuleret på - og det ville da være så naturligt - hvordan det ville se ud, hvis et pershing-missil ramte Palles Tivoli, fik man svaret lige dér.
Alle andre end de absolut hårdeste blandt festivaldeltagerne var fejet ud hinsides den sidste Pingvin-lakridsbod på campingområderne, før man kunne nå at sige »den er pingeling«.
Synd for dem, at de ikke stod fast, for de par tusinde eller tre af os, som blev tilbage, blev hamret og høvlet igennem af et fedt og fantastisk rigtigere-end-rigtigt rocksæt, som bestod af en kranieknusende kavalkade af knasende klassikere som eksempelvis »Shoot You In The Back«, »Born To Raise Hell«, »Iron Fist«, »Civil War«, »R.A.M.O.N.E.S.« og ét af bandets bedste numre i nyere tid, »Over Your Shoulder«, med de sigende linier:
»When the mode of music changes/ the walls around the city shake/ look into the face of danger/ we know how to make you break...«
Jo tak, og da Motörhead ramte rockhøvleren »Going To Brazil«, måtte jeg simpelthen opføre en rituel stammedans på det Melanie C backstagepas, jeg fik forleden. Det var én af den slags koncerter, hvis I forstår.
»Så hurtigt var det, så højt og så hårdt,« som salig Poul Borum engang skrev i en anden anmeldelse af Monster...; sorry, Motörhead.
Men hvis bandet ikke var andet end en volumenknap, som tydeligvis går op til 14, var det jo ikke nær nok. Spille højt kan alle sgu gøre. Hvad alle derimod ikke kan, er at være selveste personificeringen af alt det gode ved rock'n'roll, som Motörhead er det.
Koncerten hér på Fyn var nemlig én af de alt for sjældne lektioner i rockmusik i sin mest rendyrkede form, hvor er alt er barberet helt derind, hvor det kun handler om at leve livet og om at leve det højt og stolt.
Hvilket kun gjorde det så meget desto mere latterligt, da et par forkølede Jesus-freaks på jagt efter et liv dukkede op foran scenen med et skilt med påskriften »Jesus is The Lord« - selvfølgelig fordi de fortsat mener at vide, at rock er Satans værk.
Heldigvis blev de hurtigt fejet af med Lemmys lakoniske ord »Gider I godt fjerne det skilt, politik hører ikke hjemme her«, og et publikum, som lige i denne gode times tid kun bekendte sig til én Herre.
Navnet var Lemmy, bandet var Motörhead, lyden var rock'n'roll, og din afsendte udearbejder var bagefter så drænet og dehydreret, at jeg fik et ildebefindende og måtte droppe Kashmir. Men hvad gør man ikke for Motörhead...
