Du hader den slags, men lige i dag er der ikke noget at gøre ved det! Så hér er en personlig hyldest til dig i anledning af din 60-års dag.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Ja, kære læser, nu må De naturligvis indledningsvis så ganske forlade mig, at jeg sådan kommer anstigende med personlige lykønskninger hér i avisen.På den anden side: mon ikke De tilgiver mig, når jeg afslører, at denne personlige hyldest gælder Kim Larsen?
Ham, de kalder Danmarks nationalskjald og »Lune Larsen« - han kan ikke selv døje nogen af delene og foretrækker naturligt nok »Kim Larsen« - fylder nemlig de tre snese i dag.
Se, når det nu er hele 60 år, Larsen lander på, er det jo intet mindre end voldsomt vederkvægende, at udtrykket »still going strong« rækker som en slik-ært på en truckers morgenbord, hvad Kim Larsen angår. Larsen befinder sig sågu på ét af sin karrieres kunstneriske højdepunkter.
Sprudlende
Det gælder såvel på de sidste års fire sprudlende coveralbums »Sange fra glemmebogen«, »Det var en torsdag aften« og »Sange fra glemmebogen - Jyl og nytår« som på Larsens seneste skive med egne sange, »7-9-13« fra 2003.
Og så har Kim Larsen sammen med det bedste band, han nogensinde har haft som solist - venner i Kjukken, rejs jer og modtag folkets hyldest! - i de senere år spillet de bedste og mest veloplagte koncerter, han har givet os siden salig Gasolin' (»de ku' hverken spille eller la' være,« citat: Kim Larsen).
- Jeg skulle jo være idiot, hvis jeg ikke var glad, som Kim belærte mig sidste år.
Hvorfor Kim er glad. Og hvor stor en del han efterhånden er blevet af os allesammen - det kan man nemlig godt glemme ind imellem - fik jeg et sønderknusende flot bevis på til en koncert i Greve for et par år siden.
Manden havde lige lukket første sæt med »Hvis din far gi'r dig lov«, og folk i den udsolgte sal sludrede med hinanden og drak fadøl, som man nu har for vane i pauser.
Så skete det.
I et hjørne af salen begyndte nogle stykker sagte at synge »Jeg ved en lærkerede/ jeg siger ikke mer'«.
I løbet af »den findes på en hede/ et sted som ingen ser« sang flere og flere med.
Og da den gamle danske klassikers andet vers »I reden er der unger...« oprandt, sang det meste af salen med.
Det var helt spontant, smukt og - nå ja - ligegodt satans. Blot for det tilfælde at Larsen ikke selv ville divertere med Carl Nielsens og Harald Bergstedts gamle sang denne aften (hvad han jo ellers indimellem gør), følte nogle blandt publikum åbenbart, at de nok for en sikkerheds skyld måtte synge den selv!
Folkeejet
Så fås definitionen på det ellers skamredne begreb »folkeeje« næppe mere præcist. Det er så hverken hér eller dér, om det er Kim, Carl eller Harald, der har skrevet »Jeg ved en lærkerede«. For Kim har lavet sin version af sangen og gjort en gammel klassiker til en nyklassiker. Derfor sang vi den om lærken for ham, for den hymne er »Danmark, når det er bedst« for nu at citere Steffen Brandt i anden sammenhæng. Og det samme er Kim Larsen - og han er det for hundrede tusinder af landsmænd fra fem til femogfirs.
Forklædt som voksen
I dag fylder denne Larsen så 60 år.
Jeg skal garantere Dem, at det gamle fjols ikke vil gøres stads af den anledning.
Men kære Kim, det kommer du fandme til at finde dig i denne gang!
Okay, så er sangen om Larsen sunget så rigeligt, og der er selv på en mærkedag ikke påfaldende grund til at gå detaljeret til historierne om troubadourens magre og - primært - fede tider de sidste 35 år.
Vi kender dem jo. Historierne. Pladerne. Citaterne. Udfaldene. Indfaldene.
Og så alligevel.
Det er umuligt ikke igen at overvældes, nu hvor manden, som engang var forklædt som voksen, bliver godt og vel voksen. Over det Kim Larsen har opnået, siden han i sin tid første gang for alvor sammen med tidernes mest betydningsfulde danske rockorkester Gasolin' lod sig høre med gennembruddet »På en sommerdag«.
Jeg kan huske, de spillede dén i en udsendelse på TV i 1972. Jeg kan også huske, hvad min far - ellers en mand med det mildeste sind, De kan forestille dem - udbrød med vantroen malet i ansigtet, da han så Kim Larsen:
- Hvem er ham den grimme gavflab? Vorherrebevares!
Det faktum, at Kim har en kæft, man med fordel kunne leje ud til limousine-parkering, gik folk meget op i den gang. I hvert fald indtil selv skeptiske fædre grejede, at størrelsen af gavflabens gab var langt mindre interessant end dét, der kom ud af den.
For Kim Larsen var jo - og han er fremdeles - bare en spillemand, som han altid selv har yndet at fyre den af. Og en spillemand med en melodisk tæft, alle - ja, jeg mener alle - må misunde ham. Sådan en spillemand kan vi alle sammen forstå. Selv på Gasolin's hårdeste rocknumre gik Osvald Helmuth nemlig hånd i hånd med Little Richard, eller Frank Jæger tog sig med største selvfølgelighed en vals for en bedre verden med Susan Himmelblå.
Det hober sig op
Eller som Kim selv sagde hér i avisen for et års tid siden:
- Jeg kan jo se nu, at det ikke var bare var Beatles og Little Richard, der formede én. Det var også Liva Weel og »Se den lille kattekilling«. Altså det hober sig op, når de står der og synger, alle de ånder dér.
Skal man være en anelse højstemt, så er »en bedre verden« sådan på det personlige plan faktisk, hvad Kim Larsen og såvel hans egne sange som hans fortolkninger af andres kompositioner på »Sange fra glemmebogen« pladerne i de senere år har givet de af os, som har gidet høre efter. Vi er som bekendt ganske mange.
Bedsteforældre, børn og børnebørn. Og også min far.
Nå, Larsen, nu vil jeg, som jeg så ofte har gjort, daffe ned på mit lokale værtshus hér på Nørrebro - ét af den slags steder, du og jeg holder af - og løfte én af bryggeriernes bedste.
Så vil jeg forlange, at bartenderen spiller den dér med, at ».... der er langt fra Horserød, og hjem til Bellami«, og så vil jeg skråle med som en anden idiot. Til din hyldest. Som jeg så ofte har gjort.
Tak for dén sang
Så tak for dén sang, Larsen. Og resten af dem.
Flere er til gemmebogen end glemmebogen trods alt. Fra »Byens Hotel« til »Vi er dem«, fra »Nanna« til »Fru Sauterne«, fra »Rabalderstræde« til »Christianshavns Kanal« med en afstikker til »Mandalay« som en »Sømand om bord« på det gode skib »Jutlandia« - hér »Midt om natten« og »Så længe skuden kan gå«
Men, hva' gør vi nu, lille du?
Well, kære Kim; jeg håber, der kommer mange flere sange fra dig.
Tak fordi du i nu 35 år har bidraget til mit livs lydspor.
Tak for dine koncerter den dag i dag - og i alle disse år på helt formidabel facon. Hvis man ikke passer på, får det én til både at tro på en slags mening med livet, med bajerne, med balladen med madammerne og knarvorne bartendere. Og med det dér så sørgeligt sønderslåede begreb »menneskelig anstændighed«.
Sgu' slet ikke så tosset gået af en charmerende gammel gnavpotte fra Københavns Nordvestkvarter, som alligevel ikke kan lade være at holde af os, når det kommer til stykket. Hvis vi opfører os ordentligt.
Følelsen er gensidig.
Tillykke gamle dreng. Og fra ét gammelt fjols til et andet; mange flere... for fa'en da!
steff@bt.dk
