Det er ikke altid Tju Bang Chokolademand hjemme hos sangeren og Den Store Bagedag-protektor Alberte Winding. Men fordi hun selv mistede sin mor, da hun var blot otte år, værner Alberte om de gode stunder, man som forældre og børn kan skabe sammen i køkkenet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>For Alberte Winding betyder en dag i køkkenet med familien mere end bare mad på bordet. Et af Albertes klareste minder om hendes egen mor, der døde, da Alberte var blot otte år gammel, er, da de to var i køkkenet sammen og lavede hakkebøffer og tomatsalat.

- Mor var der jo bare med ryggen til, og så stod jeg i mine egne tanker og sang. Men bare det, at man var i samme rum og foretog sig noget sammen, var dejligt, husker Alberte.

Hun mener, at Den Store Bagedag netop kan være dagen, hvor man tager revanche over for børnene i en ellers travl hverdag ved bare at være sammen og måske skabe nogle af de minder, som børnene vil kunne huske mange år frem.

- Det er bare smadderhyggeligt at bage. Det er virkeligt en sanselig ting, hvor man kan smage, se, dufte og røre.

Og det er klart, at det er noget helt andet at have det hér fysiske nærvær end at sidde sammen foran TV'et. Man rører ved hinanden - "Hey, tager du lige den der?" og man tager fat i armen. Og man kan jo roligt smage på alt, undtagen æggene. Jeg synes, det er en perfekt måde at være sammen, fastslår Alberte.

Pandekagebagning med farfar
Selv har hun - med egne ord - aldrig været særligt god til at stille sine to børn op på en skammel, så de kunne snitte en agurk - noget hun lidt fortryder i dag.

- Jeg må indrømme, at jeg mest af alt har fundet på ting, som børnene kunne lave, så jeg kunne lave noget andet. Hvad som helst. Jeg har engang spændt en rangle på min fod og vippet med den, så min veninde og jeg kunne snakke, da vi havde små babyer.

Og nu, hvor børnene er ved at flytte hjemmefra, er det ærlig talt lidt ærgerligt. Altså jeg ville give ret meget for, at jeg kunne få lov at kysse på dem og sidde og tale intenst til dem hele tiden. Men sådan er virkeligheden jo ikke, siger en tankefuld Alberte og husker, hvordan pandekagebagning med farfar var et hyggeligt og sjovt indslag i hendes egen barndom.

- Min farfar lærte mig at vende pandekager i luften. Så det blev sådan en tilbagevendende begivenhed i min barndom, smiler hun.

Køkkenet er samlingspunkt
Allerede dengang var køkkenet samlingspunktet i Albertes liv - og det er det stadig.

- Jeg har en gammel skrammel-lejlighed med en masse mærkelige rum, men vi sidder altid i køkkenet. Det er blevet vores samlingspunkt. Alt foregår dér.

Og hvis man skal have fat i mig og skal låne penge, så er det der, man finder mig, griner Alberte og sender en kærlig tanke til sine to børn, William på 14 og Josefine på 18.

Begge børn har en alder, hvor der er fuld fart på livet, så for Alberte er den ægte hygge, når familien mødes over aftensmaden - her kan de snakke om løst og fast, eller holde helt mund, hvis man 'ikke vil snakke med sin mor', som hun siger.

Men faktisk er Alberte ikke meget for at presse tid ned over sine børn.

- Jeg ved ikke, om jeg tror på kvalitetstid. Jeg synes faktisk, det er et vildt mærkeligt ord. Altså hvad betyder det? Jeg ved det ikke. Desto mere tid, man har med ungerne, desto bedre - sådan er det bare, siger Alberte.

Hun citerer den gamle TV-serie Cosby & Co., hvor en af ungerne spørger: 'Hvorfor er der ikke en børnedag, når der er mors dag?' Hvortil far Bill Cosby svarer: 'Alle dage er børnenes dag'.

Har skrevet opskriftbog
Alberte har aldrig selv haft en stor ugentlig bagedag med sine børn, men op til højtiderne finder familien titi sammen ved køkkenbordet.

- Op til jul bager vi julekager og den slags. Mest det dér med at sidde med et glas og trykke kagerne ud og komme dem på bagepladen.

Men faktisk er det sådan, at hvis man laver mad, holder man jo op med at bage. Man er enten en bager eller en kok, siger den tidligere ellers så dygtige bager, der for at kunne samle familien omkring middagsbordet har måttet opgive de andre talenter og lære sig at lave mad.

I anledningen af Den store Bagedag er Alberte på banen med en opskriftbog, hvor forældrene kan finde inspiration til, hvad der skal røres, æltes og smages på til Den Store Bagdedag.

- Jeg vil inspirere forældre og børn til at bage og genopdage, hvor skægt det er. Og så selvfølgelig først og fremmest at genopdage det bare at være sammen, siger Alberte.

nve@bt.dk