En mystisk kvinde, der frejdigt spankulerer i front for den indiske delegation under OL-åbningen fredag aften har skabt furore verden over.

Og de indiske OL-deltagere er rasende over kvindens happening, der samtidig kompromiterer legenes højtprofilerede sikkerhed. Som medarbejder i den olympiske arrangørorganisation, LOCOG, kunne kvinden nemlig nemt snige sig ind på stadion og gå en runde ved åbningsceremonien fredag aften.

Da den indiske delegation indledte sin march på Olympic Stadium i London, smuttede en den kvindelige OL-medarbejder altså med. Det skriver BBC.

- Vi har kigget på sikkerheden, men hun kom ikke bare ind fra gaden. Hun er et medlem af holdet bag ceremonien, og hun blev en smule overekstatisk, siger Sebastian Coe, chef for OL 2012-organisationen til BBC.

Den kække OL-medarbejder er indtil videre blevet kaldt ’kvinden i rødt’ på grund af den noget iøjefaldende påklædning. Den røde jakke og de grønne bukser matchede nemlig ikke lige de indiske atleters gule klæder.

Kvinden, der under indmarchen ivrigt vinkede til tilskuerne på stadion, er af flere medier blevet identificeret som en tidligere studerende i byen Bengaluru i Indien. Den indiske delegation har på baggrund af hændelsen henvendt sig til OL-arrangørerne, og de kræver nu, at episoden bliver undersøgt.

- Kvinden gjorde os til grin foran hele verden. Det var bizart. Vi vil have en undskyldning. Vi er totalt overraskede over den måde, som hun stødte til delegationen på, og at hun bare blev ved med at følge med rundt, siger den indiske delegationsleder Brig Raja til The Times of India.

Der er 81 indiske atleter til stede ved OL i London. Det er den største indiske OL-delegation nogensinde.