Profit uden værdier er vejen til katastrofe, mener Ruperts Murdochs datter, der langer ud efter broren James' ledelsesstil i det skandaleramte News Corp.

En virksomhed må "diskutere, bekræfte og institutionalisere et stringent sæt af værdier baseret på et eksplicit erklæring om sit formål".

Det mener Ruper Murdochs datter Elisabeth Murdoch må være læren af affæren omkring telefonhacking-skandalen i News Corp., der endte med at koste tabloidavisen the News of the World livet og gøre noget nær uoprettelig skade på medieimperiets image.

Elisabeth Murdoch oprettede i 2001 TV-selskabet Shine Television, som hun gjorde til en succes med programmer som madprogrammet Masterchef. Selskabet blev opkøbt af farens News Corp. kort før skandalen sidste år.

I sin egenskab af direktør for Shine Television holdt hun for nylig hovedtalen ved Edinburgh International Television Festival, der er sponsoreret af den britiske avis The Guardian, som også afslørede skandalen på News of the World.

For tre år siden stod hendes bror James Murdoch på samme talerstol. Han var dengang bestyrelsesformand for News Corp., men blev tvunget til at gå af som følge af skandalen. Dengang vakte han opsigt ved blandt andet at lange ud efter BBC og public service.

Elisabeth Murdoch brugte lejligheden til at lange ud efter broderens ledelsesstil og det fravær af værdier, det medførte i News Corp.

James Murdoch sagde i sin tale for tre år siden, at "den eneste pålidelige, holdbare og evige garanti for selvstændighed er profit".

Elisabeth Murdoch, der er storesøster til James Murdoch, erklærede sig uenig.

"Profit uden et formål er opskriften på en katastrofe," sagde hun i talen.

Ifølge The Guardian kan talen opfattes, som om Elisabeth Murdoch nu ligger billet ind på magten i farens selskab.

På trods af de hårde ord om brorens tid som chef i News Corp. så var der imidlertid stadig ros til Rupert Murdoch.

"Min far havde visionen, viljen og følelsen af et formål med at udfordre den gamle verdensorden på folkets vegne. Men allerede dengang forstod jeg, at vi var ude efter at opnå noget større og havde troen på noget bedre," lød det ifølge The Guardian i talen.