Én mand skar igennem det kaos, forvirringen og usikkerheden, der herskede i Berlin den 9. november 1989
Hele sit liv havde han adlydt ordrer fra kommunistpartiets top. Blindt. Uden den mindste slinger.
Men den 9. november 1989 kl. 23.30 var oberstløjtnant Harald Jäger fra sin vagtpost på Bornholmer Strasse i Østberlin nødt til at træffe en hurtig beslutning på egen hånd. For første gang i sin 30 år lange karriere. Var nødt til at handle, før situationen kom helt ud af kontrol. ’Slip dem igennem!’ beordrede han.
Harald Jäger var den første af de forhadte grænsevagter, der lod alle parader falde, åbnede grænsebommen og lod tusindevis af østtyskere flygte ind i paradiset i vest.
Forud var gået måneder med ulmende uro. De kuede og undertrykte østtyske kunne og ville ikke længere finde sig i det jerngreb, de blev holdt i. Demonstrationerne voksede. Kulminerede den 1. november, hvor en halv million var samlet i en frihedsdemonstration. De krævede dét, der var en menneskeret på den anden side af muren. Frie valg.
Derfra gik det stærkt. 6. november blev en midlertidig udrejselov vedtaget, men med fastholdelse af en række restriktioner. 7. november måtte regering og politibureau gå af, og 9. november var der ingen vej udenom. Udrejseforbuddet blev helt ophævet.
Men at slippe tøjlerne var nemmere sagt end gjort. Forvirringen var total, og ingen vidste længere, hvem der besluttede hvad. Og det var derfor, oberstløjtnant Harald Jäger ikke kunne trække den længere.
18.53 meldte regeringspartiet deres beslutning ud på en pressekonference. Hvornår gælder den fra? lød spørgsmålet fra den pludselig frie presse. ’Så vidt jeg ved, fra nu af, kom svaret.
I takt med, at nyheden sev ud, begyndte Østberlins borgere at stimle sammen ved grænseovergangen ved Bornholmer Strasse. Flokken voksede og voksede. Vagterne havde ikke fået ordrer fra højeste sted om, hvordan de skulle forholde sig.
Først slap de enkelte igennem. Fortalte, at hvis de forlod DDR, kunne de aldrig vende tilbage. Troede, at det ville lette presset fra menneskemængden.
I stedet skete det modsatte. Situationen spidsede til, blev grimmere og grimmere. Til sidst kunne Harald Jäger ikke mere.
’Slip dem igennem’.
Da tusindevis af jublende glade Østberlinere øjeblikke senere masede sig gennem grænseposten, fik den ellers hårdkogte og regelrette grænsevagt en klump i halsen og lod tårerne få frit løb. Frihedens tårer.
Se hele tidslinien og fakta om Muren her:
