FCM vandt 3-1 ude over AaB, og det var midtjydernes første udesejr i Superligaen i denne sæson.

Der var garanti for mål og underholdning, da AaB tog imod FC Midtjylland i mandagens sene kamp. I de 37 forudgående møder mellem de to mandskaber var ingen af kampene endt uden mål og den stime blev heller ikke brudt mandag.

FC Midtjylland sikrede sig tre værdifulde point med 3-1 efter en underholdende og tæt kamp i det nordjyske og rykker på seks points afstand til nedrykningsstregen og det tilmed med sæsonens første sejr på fremmed græs.

De point blev sikret ikke mindst takket være Kristian Bak, der tog stort ansvar på den defensive midtbane som bølgebryder og igangsætter. Anføreren lukkede og slukkede med målet til 3-1 dybt inde i kampens overtid efter et flot gennembrud.

AaB snublede derimod helt fremme i feltet i bestræbelserne på at hænge på FC København. Københavnerne er nu seks point foran AaB - de to hold mødes i den kommende spillerunde i Parken.

FC Midtjylland var tvunget til en ændring til kampen. Jonas Lössl var sat af til opgøret af disciplinære årsager efter målmanden tabte hovedet til den afsluttende træning og råbte højt af træner Glenn Riddersholm og røg i skammekrogen.

Unge Jakob Haugaard fik chancen i stedet. Den 20-årige keeper ragede med sine 197 centimeter godt op i midtjydernes felt, og det var der behov for fra kampens start.

FC Midtjylland trak sig langt tilbage på banen fra kampens start og forsøgte at straffe hjemmeholdet med hurtige omstillinger og løb i dybden omkring den hurtige kant Rilwan Hassan. Det var også efter en situation i hans højre side, at bolden havnede for fødderne af Petter Andersson i det 13. minut.

Svenskeren, der på grund af skader har været længe om at komme i gear efter skiftet fra RB Salzburg, trak ind i banen og rykkede forbi AaB’ernes ellers så stærke stopper-duo Kenneth Emil Pedersen og Lasse Nielsen.

Alene med Nicolai Larsen stødte Petter Andersson dybt i bolden og lagde den i en elegant bue over den fremstormende målmand til 0-1.

Herefter døde værternes indledende pres ud, og midtjyderne åd sig med dedikeret fight og fysik ind i opgøret med en naturlig ro og sikkerhed som følge af det tidlige mål. Den hektiske tilgang til spillet forstyrrede AaB’ernes slagplan med det opbyggende og boldbesiddende spil og kort før pausen gav det igen pote.

Et indlæg fra venstre side blev fornemt kanaliseret videre til Marco Larsen, der blot skulle sætte indersiden på for at bringe gæsterne yderligere i front, men AaB reducerede omgående.

Et indlæg fra Anders Due blev forlænget af Henrik Dalsgaard til Kasper Kusk, der headede i nettet.

Anden halvleg bølgede frem og tilbage. FC Midtjylland lurede på det mål, der kunne lukke kampen for dem og sikre tre tiltrængte point i bunden af Superligaen, hvorimod AaB jagtede det udlignende mål der for alvor kunne bringe dem tilbage ind i kampen.

Efter en times spil måtte AaB’erne se Jakob Haugaard slippe med skrækken, da bolden ramte overliggeren i en periode, hvor gæsternes straffesparksfelt lignede skydeteltet i Tivoli.

Flere chancer fulgte til AaB’erne, der hidsigt søgte ind i FC Midtjyllands felt.

Gæsterne overvandt dog den svære periode og fik styr på organisationen og fik taget tempoet ud af kampen.

AaB ligger på tredjepladsen efter nederlaget, mens FCM ligger nummer otte. I næste runde skal AaB ude møde topholdet FCK, mens FCM har hjemmebane mod Esbjerg.