Silkeborg IF har udnævnt målmand David Preece til ny anfører i klubben under en træningslejr, som den tidligere anfører Michael Hansen ikke deltager i.

Er Michael Hansen på vej ud af truppen i SAS Liga-klubben Silkeborg?

Selv har den rutinerede midtbanespiller afvist, at han er vraget til den træningslejr, holdkammeraterne er i fuld gang med i spanske Cadiz. En skade i læggen er ifølge ham selv den rigtige årsag til, at han er blevet hjemme. Ikke desto mindre, så fik rygterne om, at Hansen er på vej ud i kulden i klubben, ny næring tirsdag, da træner Poul Lundbye udpegede målmand David Preece til ny kaptajn i klubben.

- David har været et naturligt valg som ny anfører i klubben i kraft af mange ting. Han har båret anførerbindet med meget stor autoritet i træningskampene, og han besidder alle de egenskaber, som en anfører skal have, siger Preben Lundbye.

Michael Hansen mener ikke, at det ændrer noget.

- Som jeg sagde, da jeg fik anførerbindet i sin tid, ændrer det ikke min rolle, om jeg er anfører eller ej, siger han til bold.dk./ritzau/