Talentet Jan Almblad snød favoritholdene, da Næstved-rytteren sikrede sig sejren ved U23-DM i landevejscykling.

Næstved BC-rytteren Jan Almblad snød alle favoritholdene, da han søndag med en flot solopræstation sikrede sig sejren ved U23-DM i landevejscykling.

Ti ryttere kom med i det afgørende udbrud, hvor der var flere ryttere fra de store talenthold Team GLS, Team Glud & Marstrand Horsens samt Team Designa Køkken. Alligevel formåede Jan Almblad til sidst at gå solo og holde hele vejen til mål, hvor han havde et halvt minut ned til gruppen. Her blev spurten vundet af Herning CK's Martin Mortensen, som i fredags vandt guld på enkeltstarten. Bronzen gik til den tidligere juniorverdensmester Anders Lund fra Team GLS.

/ritzau/