Politik-Danmark forbereder sig på den tilstundende valgkamp.
Kandidaterne skærper retorikken og varmer krop og psyke op til tre ugers benhård kamp for at sikre sig det saliggørende kryds på valgdagen. Partiernes fodfolk er klar til først at valfarte fra lygtepæl til elmast for at hænge kontrafejer op og siden arrangere valgmøder, købe roser og servere kaffe og rundstykker. Partibosserne allierer sig med en hær af reklamebureauer og spindoktorer, der skal styre kandidaten sikkert i land.
Valgkampen er dén tilbagevendende fest for demokratiet, som vi alle hylder. Men det er en dyr fest. Valgforsker Roger Buch vurderer, at den valgkamp, som kommer i juni eller til efteråret, koster omkring 250 millioner kroner og pengestrømmen til og fra partierne er mildt sagt uoplyst.
Med andre ord: Når man ser de metoder, partierne bruger til at skrabe millionerne sammen, er der ingen grund til at besmykke sig med hverken åbenhed, gennemsigtighed eller hvad man nu kan finde af demokratiske plus-ord.
Det er tværtimod en jungle, hvor ingen aner, hvem der er i lommen på hvem. Kun at store og små virksomheder, rigmænd og stærke fagforeninger forsøger at købe sig til indflydelse i den politiske verden.
Lovgivningen er ikke til meget hjælp. Navne på bidragydere over 20.000 kr. skal offentliggøres, men man behøver ikke at fortælle, hvor meget f.eks. en bank, en organisation eller fagforening bidrager med.
Og mulighederne for at omgå systemet er mange.
Banker og store virksomheder, der gerne vil støtte Venstre og Konservative, samler sig i en organisation, så de kan gemme sig bag anonymitet. Og fagbevægelsen har muligvis slækket lidt på den officielle, hårdt kritiserede støtte til S og SF, men har i stedet kanaliseret pengene ud til lokale kandidater, hvor kontrollen er mere lempelig.
Dertil kommer de konkrete eksempler, hvor der er mistanke om, at en virksomhed eller interesseorganisation i det skjulte vil købe sig til direkte indflydelse.
I aftes kunne DR i dokumentaren 'Stemmer til salg' afsløre, at Søren Pind i sin tid som bygge-og teknikborgmester i København blev støttet af byggematadorer, der var afhængige af at få byggetilladelser gennem systemet. Og i dagens avis kan vi fortælle, at Venstres trafikordfører på snedig vis har fået 50.000 kroner i tilskud fra transportfi rmaer, der gerne vil have flere motor veje.
Enhedslisten og De Radikale har sagt ja til fuld åbenhed, men det afviser både S, SF, V og K.
Lad os nu få sat navne på de store million-bidrag. For hvad er der egentlig at skjule?
