Venstre er klar til at bygge den store motorvej i Vestjylland. Vest om Herning og til Holstebro Nord.

Når Venstre på mandag fremlægger deres finanslovsforslag, er motorvejen mellem Herning og Holstebro - modsat regeringens - med i forslaget.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Partiet er klar til at bygge den store motorvejsmodel til fire milliarder kroner, der betyder en motorvej vest om Herning og til Holstebro Nord.

Derudover vil Venstre også koble motorvejen fra Holstebro på Aarhus-motorvejen, så den tunge trafik, der ikke skal mod det nye sygehus, slipper for at komme vest om Herning.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at vi er kunnet blive enige om det i gruppen, siger Venstres Ulla Tørnæs til avisen.

- Der er ingen tvivl om, at Venstre virkelig prioriterer motorvejen, og vi mener ikke, man kan løbe fra de løfter, som man allerede har afgivet, siger Tørnæs, der mener, at det er regeringen, der er skyld i, at der er opstået usikkerhed omkring motorvejen mellem Holstebro og Herning

- Det er regeringen, som under påskud af manglende finansiering af motorvejen, der er skyld i, at vi ikke er kommet videre. Nu fremlægger vi så vores plan, siger Tørnæs.

Venstre peger på, at finansieringen til asfalten skal findes ved, at sælge ud af statens aktiver. Konkret foreslår partiet et salg af dele af Danske Spil og en privatisering af blandt andet vaccine-produktionen fra Statens Serum Institut.

- Der er en enorm produktion, som sagtens kan varetages i privat regi, siger Ulla Tørnæs.

Det har tidligere mødt hård kritik fra regeringen, at Venstre ikke har peget konkret på, hvilke aktiver, det skal sælges for at få råd til motorvejen.

Men med de konkrete forslag på bordet mener Tørnæs, at det er tid til at komme i gang med forhandlingerne, så motorvejsbyggeriet kan komme i gang.

- Når regeringen har sagt at vi ikke har anvist nogen form for finansiering, fordi vi ikke har sagt hvad der skulle sælges, så er det noget pjat, siger Ulla Tørnæs.

- En ting er måske, at man ikke bryder sig om finansieringsmodellen. Men det er ikke det samme som at sige, at den ikke dur. Den har været afprøvet før.

Holstebros borgmester H. C. Østerby (S) er glad for, at Venstre peger på Nord-løsningen, og at der nu kommer konkrete forslag på bordet:

- Om det er muligt, og hvor meget det eventuelt kan give at sælge de ting, ved jeg ikke. Men hvert konkret forslag der kommer på bordet er et skridt nærmere en motorvej.

Også på borgmesterkontoret i Herning er man glad for Venstres udspil.

- Det er den linjeføring, som vi har peget på hele tiden. Og nu begynder snebolden at rulle ned af bakken, der er taget hul på bylden, og så kan forhandlingerne komme i gang. Det kan jeg kun hilse velkomment, siger Hernings borgmester Lars Krarup (V).

BNB