Det er vigtigt at sørge for, at der bliver en pæn portion statslig støtte til Aarhus, som skal være europæisk kulturhovedstad i 2017, mener Venstre. Socialdemokraterne er knap så klare i deres udmelding.

Fredag blev Aarhus udpeget til europæisk kulturhovedstad i 2017, og dermed starter kampen om den statslige finansiering for alvor.

I sit kulturby-budget har Aarhus skrevet 200 millioner kroner fra staten ind.

- 200 millioner er nok for ambitiøst, men det er vigtigt at sørge for, at der bliver en eller anden form for statslig finansiering af projektet. Det har vi simpelthen lovet, så det skal vi bakke op om, siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen.

Da København var europæisk kulturhovedstad i 1996, bidrog staten med 251 millioner kroner, og kulturordføreren tror da også, at det beløb har smittet af på de jyske forventninger.

- Aarhus har været ude at sige, at man skal have det samme beløb, men vi må bare konstatere, at der desværre er sket ting og sager siden 1996, ikke mindst krisen. Det ændrer dog ikke ved, at vi vil kæmpe hårdt for, at Aarhus får en ordentlig sum penge, sådan at de kan gennemføre det store projekt, siger Michael Aastrup Jensen.

Samtidig understreger han, at det værste, der kan ske, er, hvis der ikke bliver bakket ordentligt op om projektet.

- Så bliver det sådan et halvfærdigt kulturby-projekt, som netop ikke kommer til at gøre en forskel, lyder det.

Michael Aastrup Jensen vil ikke nævne nogle tal, men forventer, at regeringen melder noget ud i løbet af ganske få dage.

- Bolden er hos regeringen nu, men vi vil i hvert fald presse på, for at den bliver så stor som overhovedet muligt, siger han.

I mellemtiden er Socialdemokraterne knap så offensive.

- Altså, det er lagt op til at være et projekt, hvor man håber på, at kommune, private, eksterne, fonde og staten vil lægge penge i kassen. Nu ved vi, hvem der har vundet og hvilket projekt, der ligger på bordet, og så må Folketinget jo til at kigge på, hvad man kan og vil gøre i denne her sammenhæng, siger formand for Folketingets Kulturudvalg Flemming Møller Mortensen (S), som også påpeger, at den økonomiske situation har ændret sig væsentligt siden 1996.