Danskerne kan snart se frem til at få valgkort ind ad døren. De 4,5 millioner valgkort er ved at blive trykt.

Danskerne skal til at holde øje med brevsprækken. I den kommende tid begynder valgkortene nemlig at ankomme som det fysiske bevis på, at danskerne skal stemme den 15. september.

De store trykkemaskiner hos KMD begyndte natten til torsdag at hamrer af sted.

De skal omdanne mange ton papir til de lidt mere end fire millioner valgkort, som danskerne skal bruge for at afgøre, om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal fortsætte på posten, eller om Helle Thorning-Schmidt skal rykke ind i Statsministeriet.

- Vi er nu i fuld gang med at forberede valget. Vi afleverer snart 10 ton valgkort til Post Danmark, som skal sørge for at distribuere dem, siger administrerende direktør i KMD Lars Monrad-Gylling

KMD printer cirka 90.000 kort i timen. Det tager ca. tre døgn at printe alle korterne, som fylder 402 kilometer papir.

Valgkortene skal senest være borgerne i hænde 10. september. Hvis man ikke har fået sit valgkort inden da, kan man henvende sig på kommunen og få printet et "erstatningsvalgkort" ud.

Man kan som borger også godt stemme, hvis man eksempelvis har mistet sit valgkort. Det forudsætter, at man på valgdagen henvender sig til valgstyreren på det valgsted, hvor man skal stemme.

Valgstyreren sørger så for, at der bliver udskrevet et "Erstatningsvalgkort" på stedet.

I år tager mange kommuner også ny teknik i brug, fortæller Lars Monrad-Gylling.

- Det er det mest digitaliserede valg nogensinde i Danmark. Omkring halvdelen af landets kommuner bruger skannere til at registrere vælgerne. Det skulle gerne give en glidende og smidig proces til gavn for borgeren, siger Lars Monrad-Gylling.

I alt vil 43 af landets 95 kommuner benytte digitalevalglister, og 46 kommuner har valgt at lette administrationen af brevstemmer ved hjælp en elektronisk brevstemmeprotokol.

Med en pc og en stregkodescanner på valgbordet kan den valgtilforordnede registrere vælgeren på sekunder. Stregkoden på valgkortet skannes og accepteres, og vælgeren får sin stemmeseddel.

/ritzau/