Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er forfærdet over de konkrete terrorplaner mod Jyllands-Posten.

Bekæmpelsen af terror har høj prioritet i regeringen. Og terror skal ikke få os til at ændre på vort åbne samfund og vore værdier.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at PET i samarbejde med de svenske myndigheder har anholdt fem personer og dermed forhindret et terrorangreb på Jyllands-Posten.

- Jeg vil gerne understrege, at uanset dagens begivenhed er det fortsat min overbevisning, at terror ikke skal få os til at ændre på vort åbne samfund og vore værdier, især demokrati og ytringsfrihed, siger Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Statsministeren understreger, at dagens begivenheder har vist, at der er en meget alvorlig terrortrussel mod Danmark.

- Jeg er forfærdet over, at en gruppe personer har haft konkrete planer om at begå et meget alvorligt terrorangreb her i landet. Det understreger, at der er en alvorlig terrortrussel mod Danmark.

- Ifølge PET var Jyllands-Posten tilsyneladende mål for angrebet, og jeg vil gerne udtrykke min medfølelse med avisens ansatte, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg er meget tilfreds med, at Politiets Efterretningstjeneste i samarbejde med de svenske myndigheder har afværget et terrorangreb.

- Regeringen har gennemført en lang række tiltag for at styrke indsatsen mod terror, herunder to terrorpakker. Regeringen vil fortsat give bekæmpelsen af terror høj prioritet, fastslår statsministeren.

/ritzau/