Dansk Industri glæder sig over skattereformen, men efterlyser skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne.

Dansk Industri (DI) ser flere positive elementer i den skattereform, som regeringen, Venstre og Konservative blev enige om fredag aften.

- Det er positivt, at der er skabt en bred politisk aftale om at sænke det høje danske skattetryk. Vi skal have væksten tilbage til Danmark og skabt nye arbejdspladser. En lavere skat på arbejde, som aftalen indebærer, er et godt bidrag til at skubbe gang i dansk økonomi, siger DIs direktør, Karsten Dybvad, og uddyber:

- Det er uhyre vigtigt, at skatten på arbejde kommer ned. Vi kommer til at arbejde mere i de kommende år. Et højere beskæftigelsesfradrag og en højere grænse for, hvornår man skal betale topskat, vil betyde, at mange lønmodtagere får mere til sig selv ved at tage en ekstra tørn. Det gavner både den enkelte og dansk økonomi, siger han.

DI ser aftalen som et skridt i den rigtige retning:

- Et reelt lavere skattetryk og lavere skat på arbejde betyder, at vi nu flytter os i den rigtige retning. Der er dog et stykke vej endnu, før vi får et konkurrencedygtigt skattesystem i Danmark. Men der er med den politiske aftale taget et godt skridt i den rigtige retning, siger Karsten Dybvad og uddyber:

- Vi anerkender, at iværksætterskatten ophæves. Men vi kommer ikke uden om, at selskabsskatten skal sænkes. Det skal kunne betale sig at arbejde, men det skal også kunne betale sig at drive virksomhed i Danmark. Erhvervsskatterne er på vej ned hos vores udenlandske konkurrenter, så næste skridt må indeholde reelle skatte- og afgiftslettelser på virksomhederne, siger han.