Der var dansk deltagelse i mændenes olympiske cross country-disciplin i mountainbike på European Games' førstedag. Det var dog langt op til medaljepladserne for danske Anders Bregnhøj.

Den 19-årige mountainbike-rytter endte løbet på en 29. plads, og han blev taget ud undervejs, da han blev offer for 80 procents reglen, der betyder, at de bagerste ryttere bliver taget ud, når de forreste er foran med 80 procent.

Den unge dansker var trods resultatet tilfreds med sin præstation.

»Det er de allerbedste, jeg var oppe imod, og det er mit første år som U23-rytter, og jeg er med for at få erfaring, så jeg er egentligt fint tilfreds med dagen, som den forløber,« siger Anders Bregnhøj til TV 2 Sport.

Løbet vil først og fremmest blive husket for den schweiziske dominans. Således endte guld, sølv og bronzemedaljerne alle rundt om halsen på schweiziske ryttere.