Skandiabanken afstår fra at blive en erhvervsbank. Det er for dyrt, og indtjeningen er uvis. Dermed har banken ikke noget modtræk til dankortgebyret.

Skandiabanken har ikke noget effektivt modtræk til de øvrige bankers gebyr på 50 øre for dankortbetalinger. Det måtte internetbanken erkende mandag efter et bestyrelsesmøde, hvor en række forskellige muligheder for gebyrfrihed på dankortet blev drøftet.

- P.t. har vi ikke noget konkurrencedygtigt modtræk til dankortgebyret. Det er ærgerligt, men omvendt er det et lille gebyr i forhold til de samlede besparelser ved at skifte til en gebyrfri bank. Grådigheden kender ingen grænser hos mine kolleger i forhold til gebyrer, siger direktør i Skandiabanken Henrik Vad til Ritzau.

Skandiabanken, der i dag primært har privatkunder, har luftet muligheden for at gå ind på erhvervsområdet og lokke detailhandlen ind i butikken ved ikke at opkræve 50-øren - og derigennem lette forbrugerne for gebyret. Men på bestyrelsesmødet blev muligheden forkastet, fordi banken ikke venter at kunne tjene penge på det.

/ritzau/