BERLIN: "Det er jo helt vildt det her. I går (fredag, red.) gik jeg rundt ude på en byggeplads i Gladsaxe sammen med familien for at købe billige fliser.Og i dag er jeg her for at modtage tre priser, jeg dårlig aner, hvad er," griner Lone Scherfig over en cafe au lait på Hotel Adlon. Stadig helt rundtosset af det sidste halve døgns begivenheder.

"Fredag aften blev jeg ringet op af festivalen. "Du får en pris i morgen," sagde de i telefonen. Kort efter ringede de op igen. "Du får én mere". Og så en tredie gang: 'Øhm, du får også....' Og indimellem de opringninger havde jeg Peter (Aaalbæk, red.) i røret, 'Kom så herned, du kan li'så godt ta' alle fornøjelserne med'. Jeg er meget meget glad, og kan ikke be' om mere. Det mener jeg alvorligt. Jeg har ingen forventninger overhovedet," siger Lone Scherfig.

Nu er det først i dag de store guld og sølvbjørne skal uddeles. Men de priser Lone Scherfig i går sammen med sin seks-årige datter Feline måtte ile til Berlin for at modtage var nu ikke at regne for andenrangs.

Kirkesamfundets pris, Den Økomeniske Pris, gik til "Italiensk for begyndere". Dernæst fulgte Fipresci-prisen, en ganske fin pris som uddeles af den internationale sammenslutning af filmkritikere, som bl.a. begrundede prisen til Scherfig og filmen således: "For at videreføre dogmekonceptet ved at tillade skuespillerne at tilføre humor og menneskelighed."

Samme pris blev i øvrigt sidste år givet til den amerikanske film "Magnolia". Som også vandt Guldbjørnen"

Den sidste pris Lone Scherfig i går stolt kunne hente på podiet, var - som ventet - Berliner Morgenposts publikumspris, som vælges blandt konkurrencefilmene af et panel bestående af 25 læsere, som afgiver stemmer til samtlige film. "Traffic", Scherfigs nærmest konkurrent på Filmfestivalen, fik 24 stemmer. "Italiensk for begyndere" 31!

"Siden jeg kom hjem til Danmark i mandags, har jeg faktisk været fuldstændig i stand til at abstrahere fra det, der foregik i Berlin. For det er kun hernede hypen er. Hjemme er der trods alt 4.7 millioner mennesker, som ikke har set filmen," siger en glad Lone Scherfig, som konstant afbrydes af mobiltelefonen med lykønskninger hjemmefra, bl.a. fra Lars von Trier.

"Det her er en noget uvant situation, for jeg opfatter ikke mig selv som sådan én, der sidder og spiser flødeskum med de store. Jeg er i virkeligheden slet ikke noget konkurrencemenneske. Og derfor vil jeg ikke selv være med til at piske en stemning op. Det vil bare gøre mig skræmt fra vid og sans. Jeg vil ha' lov til bare at nyde det her," siger Lone Scherfig, som heller ikke vil føle, at det hele har været spildt, hvis hun i dag ikke får en bjørn med hjem.

"Så vil jeg ta' ud på et loppemarked, jeg har hørt om, i stedet. Og så er det det, der er dejligt!"

Hvilken af delene det bli'r til, offentliggøres på festivalen i eftermiddag.

Det er i øvrigt ikke kun Lone Scherfig, som går rundt og er omtumlet af

lykke.

Skuespillerinden Annette Støvelbæk, som spiller rollen som Olympia i "Italiensk for begyndere", har nemlig allerede fået sin bjørn. Støvelbæk er nemlig efter sin hjemkomst fra Berlin nedkommet med et lille drengebarn.