Selv om forelskelsen giver masser af varme i kroppen, kan det dog ikke skjules, at Mary Donaldson - kronprins Frederiks kæreste - har det rigtig skidt med det danske vejr - med kulde og frostgrader, der går ind til marv og ben, og lange, mørke vinterdage, hvor solen kun findes i et charterferie-katalog.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I B.T. i går svarede Kronprinsen ligeud på spørgsmålet om parrets gifteplaner:»Det er svært at sige lige nu. Hun er ved at vænne sig til den kolde danske vinter. Det er en stor forandring, når man skal vænne sig til fire årstider i stedet for to i Tasmanien. Sådan noget tager sin tid.«

For Mary og alle andre danskere er der også en oplagt fare for at få noget, der ligner en egentlig vinterdepression. Det lider mindst 250.000 danskere af, mens andre hundredtusinder har andre symptomer på grund af vejret, bl.a. øget træthed, mindre energi og øget tristhed.

Symptomer på vinterdepression

Du føler dig ekstra træt. Du går tidligere i seng og kan ikke komme op om morgenen. Dit humør bliver dårligt. Du er trist og ked af det - deprimeret. Du orker ingenting - heller ikke det, du normalt kan lide. Du orker ikke kontakten med andre mennesker. Du gemmer dig i dig selv. Du får ofte en stærk trang til søde sager - både dag og nat. Du mister lysten til sex.

Gode råd

Lysbehandling med et særligt apparat er den bedste behandling af en vinterdepression. Brug lys med stor intensitet - mindst 10.000 lux. Sæt dig foran lyskilden en halv time eller mere. Normalt tager man lys om morgenen. Hvis man vågner tidligt, er det bedst med lysbehandling om aftenen. Man får det ofte bedre allerede efter 2-4 dage.

Personer med vinterdepression får det ofte bedre, hvis de spiser mange kulhydrater (stivelses- og sukkerstoffer som brød, pasta og kartofler). Undgå slik. Spis derimod gerne mange sammensatte kulhydrater som tørrede bønner, brød og kiks. Kaffe løfter humøret - men drik ikke for meget. Grøn the er også godt.

Folsyre i doser a 200-400 mikrogram (B-vitamin) modvirker depressioner. Spis også gerne limabønner og spinat. Kost med meget kalium og magnesium virker også antidepressivt (avocados, ferskner, svesker o.a.).



De problemer kender langt færre til i Tasmanien: »Jeg kan ikke vurdere, om Mary er særlig udsat for at få en vinterdepression. Men man ved fra en række undersøgelser, at risikoen for en vinterdepression vokser betydeligt jo længere man kommer imod nord.

Vinteredepression er i dag en anerkendt diagnose i USA, som udløses af kulde og mangel på dagslys,« siger Henrik Dam, overlæge, Psykiatrisk afdeling, Rigshospitalet, førende dansk forsker i de årstidsbestemte depressioner.

Meteorolog og klimaforsker Anette Hartvig Nielsen, Vejr2: »Jeg kan virkelig godt forstå, at Mary ikke kan vænne sig til det danske vejr - at det kan blive så koldt, helt ned til minus 15-20 grader, og at dagene er SÅ korte og mørke. Det må virkelig være en ulempe, der betyder noget for hende.

Selv jeg, der er født her, har endnu ikke vænnet mig til det. Jeg så da også helst, ligesom Mary, at der kun var to årstider i Danmark: Forår og sommer. Jeg så også gerne, at man forbød al frost i Danmark! Noget af det, der irriterer mig mest ved at bo her, er at man hele tiden skal finde tøj frem til de forskellige årstider, vaske det, pakke det væk osv. Det er Mary formentlig ligeså irriteret over, som jeg er«.

Mirella Jensen, zoneterapeut og lysbehandler, Horsens: »Jeg tror helt ærligt aldrig, Mary vil kunne vænne sig til dansk vejr. Selv jeg, der stammer fra Schweiz, der dog ikke er så fjernt fra Danmark klimatisk, har haft enorme problemer. Jeg har i mange år haft symptomer på en vinterdepression især i januar og februar.

Magtede ingenting, var i elendigt humør. Da jeg gik i lysbehandling, fik jeg det godt igen, og nu hjælper jeg andre til at få det bedre. Mens jeg behandler dem med zoneterapi, får de lys fra en lampe. Jeg vil virkelig råde Mary til at gå i lysbehandling her om vinteren. Det vil gøre det meget lettere for hende at leve her«.