Dagens leder 9/2: »Jubel-fortællingen om familieforøgelsen er i sig selv en fanfare for det generationsskifte, som prins Henrik med eller uden hensigt har sat på dagsordenen.«

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er grøde i luften. Kineserne fejrer nytår ved det andet månedsskifte efter vintersolhverv. Det er på onsdag. Midt i vintermørket og regnen fornemmes det, at året er vendt i sin gang. Lyset er på vej tilbage, og der er grøde i luften.

Den unge generation i kongefamilien deltager i forårsgrøden. Den folkekære prinsesse Alexandra er gravid igen.

Prins Henriks vinterdepression vil i hvert fald for en tid blive overskygget af de nye generationers livskraft.

Prins Joachim og hans populære hustru kan det der med medierne. Holde tand for tunge og slippe de opmuntrende nyheder løs på et velvalgt tidspunkt.

Man kan næsten mene, at iscenesættelsen med jubel-fortællingen om familieforøgelsen og den bebudede ankomst af endnu en tronarving, der kan skubbe Dronningens søstre tilbage i rækken, i sig selv er en fanfare for det generationsskifte, som prins Henrik med eller uden hensigt har sat på dagsordenen.

Hos tibetanerne, der også fejrer nytår på onsdag, og i dag er et folkeslag i det store, multietniske kinesiske rige, var det i fordums tid traditionen, at kongen måtte vige tronen, når hans søn kunne sidde på en hest. Det kunne han som regel i 13-års alderen.

Så blev den nu forhenværende konge sendt på aftægt i sin kommende gravhøj med et følge af dronninger og hoffolk, der levede resten af deres liv i afsondrethed i en slags dødeby, uden kontakt til det nye hof omkring den unge konge.

Hvis prins Henrik og hans hustru har lyster i den retning, er der lagt maksimalt pres på kronprins Frederik. Måtte han også få forårsfornemmelser og følge i sin fremmelige lillebrors fodspor, så han i en nær fremtid indgår ægteskab og sætter børn i verden - og dermed utvetydigt gør sig selvskreven til at overtage tronen.

Også i Socialdemokratiet har de problemer med arvefølgen. Den detroniserede Nyrup truer igen med at blive, men foråret ulmer, og efterspørgslen efter en ny generation ved magten er hørbar.

Fortællinger om lederskab og generationsskifte er store fortællinger, som optager os alle. Vi følger processerne og holder læserne underrettet. God fornøjelse.