Meteorolog gør status over en god sommer og håber på mere godt vejr.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fortvivl ikke, hvis du synes, at det pludselig er blevet halvkoldt og tidligt mørkt. Vi har store chancer for at opleve en »indian summer« i slutningen af september og begyndelsen af oktober, hvor temperaturen nemt kan nå op på 16-18 grader.

»Statistisk set får vi ofte en stabil periode på dette tidspunkt, og det håber jeg selvfølgelig også, vi vil opleve i år,« siger Frank Nielsen fra Vejr2.

En mulig tillægsgevinst efter en sommer, som de fleste af os vil se tilbage på med tilfredshed.

»Alle danskere oplevede en stabil periode med sol og varme i løbet af deres ferie, og det er det, vi husker.

At huske vejr er ofte forbundet med noget psykisk hos de fleste mennesker. Mange har uden tvivl allerede glemt, at vi også fik nedbør i store mængder, men heldigvis faldt den ofte om natten, og det var jo yderst praktisk.«

Sommerens højeste temperatur, 33,9 grader, blev målt i Holbæk torsdag 16. august

Den største regnmængde faldt på Langeland natten til 24. august. Her fik en langelænder 147 mm i sin private regnmåler. Derudover blev dele af København, Lolland og Midt- og Vestsjælland ved flere lejligheder sat under vand i forbindelse med kraftige skybrud.

De 147 mm sættes i relief af, at der normalt på landsplan falder 67 mm regn i løbet af august.

»Inden man helt bliver ramt af vinterdepressionen, så er det rart at kunne tænke tilbage på en sommer, der uden tvivl kan arkiveres på hylden med påstriften: En rigtig god sommer,« fortsætter Frank Nielsen.

»Det så ellers lidt sløjt ud i juni, men som så ofte før slog vejret om til sankthans, og allerede i første uge af skolesommerferien rundede vi 30 grader.

Frank Nielsen registrerede 17 lavtryk på sommerens tre måneder.

Vi havde kun otte højtryk, men heldigvis blev de liggende i mange dage i træk i modsætning til lavtrykkene, der havde mere fart på.

Det er altid deprimerende at sige farvel til sommeren, og der bliver næppe meget opmuntring at hente i de første par uger. Det bliver halvkoldt om dagen, helkoldt om natten, og vi må forberede os på byger og blæst, mens vi utålmodigt venter på den såkaldte »indian summer«.

Der er endnu mange dage til naturens eget vendepunkt, efterårsjævndøgn, søndag 23. september. Den dag, hvor mørket for alvor tager over, og nætterne bliver længere end dagene.

Denne glidebane fortsætter helt hen til årets korteste dag - vintersolhverv 21. december - hvor solen står op kl. 8.40 og går ned allerede kl. 15.36.

Bare tanken kan gøre én deprimeret.