Kun én ud af fire mulige rederier havde budt på færgefarten til Bornholm, da fristen udløb torsdag. De to færgelinjer fra Rønne til Køge og fra Rønne til Ystad har været i udbud siden slutningen af september, hvor rederierne Scandlines, Molslinien, BornholmsTrafikken og det svenske Gotlandsbolaget fik lov til at byde på opgaven.

Det enlige bud kom fra BornholmsTrafikken selv, der har været nødt til at gennemføre en drastisk effektivisering for at imødekomme kravene i udbudsmaterialet. Blandt andet skal billetpriserne sættes ned med 20 millioner om året, og børn under tolv skal kunne sejle gratis til Bornholm.

Trafikminister Flemming Hansen (K) mener ikke, at de manglende bud fra rederierne kan ses som et tegn på, at udbuddet har været for dårligt gennemført.

- Udbuddet blev sat i gang efter lange forhandlinger med EU-Kommissionen for at undgå en traktatkrænkelsessag. Målet var at finde den reelle markedspris for færgebetjeningen. Det, at tre af de prækvalificerede rederier ikke har afgivet bud, siger ikke noget om, at processen ikke har været god nok, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

/ritzau/