I kølvandet på den eskalerende finanskrise kan amerikanske centralbank Federal Reserve (FED) komme med en hurtig rentesænkning.

Det lå ellers ikke i kortene med en ny amerikansk rentesænkning, men den kan komme hurtigt. I kølvandet på den eskalerende kreditkrise kan FED ifølge økonomiske iagttagere vælge at sænke renten. Det siger chefanalytiker i Nykredit Markets Ulrik Bie.

- Det kan komme allerede mandag, selv om banken først har rentemøde tirsdag. Vi ved ikke, hvor hårdt de regionale banker i USA er ramt af krisen. En sænkning af renten kan være en yderligere hjælp til bankerne, og markedet har allerede inkorporeret en rentesænkning, siger Ulrik Bie til Ritzau.

Chefanalytikeren venter, at FED vil sænke den toneangivende rente med et halvt procentpoint til 1,50 procent. I forvejen har centralbanken sænket renten 3,25 procent, men den voldsomme finanskrise har nærmest sat pengepolitikken ud af kraft.

- Amerikanske forbrugerne og virksomheder har ikke mærket rentesænkningerne endnu på grund af kreditkrisen. Men en sænkning vil være et yderligere bidrag til at stabilisere finansmarkederne, siger Ulrik Bie.

Økonomerne i Nordea og Jyske Bank ser ikke en rentesænkning, men de afviser ikke, at FED også vil bruge rentevåbnet. I forvejen har centralbanken strakt sig for at gyde olie på de oprørte finansmarkeder. I kølvandet på finanskoncernen Lehman Brothers kollaps udvidede FED i weekenden kreditfaciliteterne.



/ritzau/